Krokodiller lyser om natten

Lokalet er fyldt med røg, tung tyk røg. Her er bladguld, kunststof møbler og træpaneler i plastik udgaver, man ikke troede fandtes. I hjørnet af lobbyen, sidder en gruppe kinesere. De ligner mest af alt forretningsfolk, som er ved at gå til i Manaus kvælende luftfugtighed. De ryger ufatteligt mange smøger og jeg tror egentligt mest af alt bare, at de drømmer om at lave en hurtigt handel, for derefter at rejse hjem til Beijing igen. Oprindeligt var Manaus en velhavende by fra gummi tiden, hvor europæere kom her til og byggede en by i junglen, som de kendte fra hjemlandet.

Kvinderne fik endda sendt deres kjoler til Paris, for at få dem vasket, da man mente at de blev hvidere af dette.
I dag er byen noget helt andet. Den er blevet Amazonas delstats hovedstad og er fyldt med hassard spil, lommetyve og bander. Om aften ruller pansrede mandskabsvogne rundt og modtager dagens omsætninger fra pengeinstitutterne. Der vælter kampklædte militær folk ud med skarpladte maskinpistoler, for at bringe dagens omsætning i land.
Kineserne er fulde nu, de har drukket shots, og røget stakkevis af cigaretter. Hotel Opcao er sådan et af de klassiske sidegade hoteller, der mest af alt bringer søvn til folk, men ikke mere end det.
Der i hjørnet af lokalet sidder Marcelo. Det er flere år siden, vi så hinanden sidst. Det var vist i Rio for år tilbage, at vi sad sammen på en bar og drak en velskænket øl.
Marcelo er tidligere jungle soldat, sådan en med stjerner på skuldrene.

Han er velskåret, ikke sådan bodybuilderagtig, men muskuløs. Marcelo går mig til skuldrene. Hans ansigt er venligt, sådan lidt drenget. Shortsene i blomstermønster, er de samme som dengang i Rio. Faktisk har Marcelo aldrig gået op i tøjet, sidder det, ja så virker det.
Han griner, og vi krammer, det virker hjerteligt. Selv om vi kender hinanden og har lavet flere missioner sammen, så går der alligevel flere år imellem, at vi ses.
Altså, vi lever jo på hver side sin af kloden, og ses derfor kun med år imellem
Marcelo forklarer, at både kanoner, proviant og andet udstyr, er rigget til.

Vi havde en drøm, en drøm om at padle op af Amazonas sammen, i simple både, med simpelt udstyr. Vi drømte om at besøge Satere Maué stammen, som bor i et lokalt indianerstamme område.
Nu er vi så her, en tidligere jungle soldat og en kok fra vikinge landet. Jeg har tit grinet inden i over Marcelo, altså hans navn, det er af latinsk oprindelse og er relateret til krig, fordi det kommer af den romerske gud Mars. Marcelo, som jeg kender, minder om alt andet end krig. Han er en guttermand, og der var ingen anden I hele verden jeg ville rejse op af Amazonas med, end ham.
Marcelo drikker sin humle, kigger stift på mig, nikker så over imod kineserne. Ja, de er fulde nu, meget fulde, og de både synger og sover på en gang,
Hey, chef, vi skal tidligt af sted I morgen.
Første del af rejsen kræver, at vi sejler med de lokale dampbåde. Vi skal to dage op, ikke noget vildt, men båden går kl. 06:30…….
Næste dag starter rejsen imod Satere Maué

Vi havde en drøm, en drøm om at padle op af Amazonas sammen, i simple både, med simpelt udstyr. Vi drømte om at besøge Satere Maué stammen, som bor i et lokalt indianerstamme område.
Nu er vi så her, en tidligere jungle soldat og en kok fra vikinge landet. Jeg har tit grinet inden i over Marcelo, altså hans navn, det er af latinsk oprindelse og er relateret til krig, fordi det kommer af den romerske gud Mars. Marcelo, som jeg kender, minder om alt andet end krig. Han er en guttermand, og der var ingen anden I hele verden jeg ville rejse op af Amazonas med, end ham.
Marcelo drikker sin humle, kigger stift på mig, nikker så over imod kineserne. Ja, de er fulde nu, meget fulde, og de både synger og sover på en gang,
Hey, chef, vi skal tidligt af sted I morgen.
Første del af rejsen kræver, at vi sejler med de lokale dampbåde. Vi skal to dage op, ikke noget vildt, men båden går kl. 06:30…….
Næste dag starter rejsen imod Satere Maué

HVORFOR BIDER MYRER
Man skal ikke tage fejl af Manaus lidt sløve gader, for nede ved havnen buldrer livet derud af, selv kl 06:30.
På havnefronten er i tonsvis af bananer stablet op, nogle på vej ud mod kystbyerne af vandvejen, mens andre skal hele vejen til Sao Paulo, Rio og Brasilia.
Folk sveder i den høje luftfugtighed, og kasser af frisk fanget fisk, er allerede på vej til at blive læsset af bådene og solgt på fiskemarkedet lige ved siden af.
Marcelo står og ryger en af sine tynde smøger, han smiler, det gør han altid. Faktisk har jeg kun set ham stoppe med at smile, når han fortæller om dengang han og de andre jungle soldater skulle på mission i regnskoven. Ehelvede på jord, som han siger. Klamt, fugtigt, ingen frisk mad, kun sin hængekøje og intet af lave. Vi plejede af rafle for at få tiden til at gå, da der intet skete dybt inde i junglen ved Amazonas.

Kanonerne er gjort klar, de er tøjret bag på skibet, som fragter os væk fra Manaus. En stor gammel hvid dobbeltdækker træsko af en båd. På toppen, er der adgang til terrassen, og nederst hænger flettede hængekøjer på stribe, som man kender det fra utalige sørøverskibe.
Der er et lille køkken om bord, de serverer kun en ret, ”Bobo de camero” med farofa drys.
Farofa er det klassiske drys, som bruges overalt i Brasilien til at fortykne saucer, gryde retter, og ja, bare som smagsgiver. Rygtet siger, at det var slaverne, som ved hjælp af det mættende farofa drys, kunne få simple gryde retter til at strække til at mætte mange munde. Lidt ligesom kartofler ved siden af grise koteletten på gårdene i gamle dage.

Farofa laves på Maniok rod, en ”rodfrugt” som minder lidt om en kartoffel. Folk dyrker den alle steder ved bopladserne op af floden. Maniok indeholder et giftstof, så derfor skal den udvandes for at få fjernet dette, inden man kan bruger den i maden. Efterfølgende tørres den og knuses til mel, som så sigtes, tørres igen, for så ja, at blive sigtet endnu en gang. Det er en ret krævende proces for at lave et rasp lignende produkt, der udelukkende bruges til at jævne med.
Personligt tog det mig flere forsøg, før jeg begyndte at forstå Farofa, og senere hen holde af, og ofte i Danmark savne.

For fuld horn, sejler vi ud af Manaus. Væk fra gummibyen, de fulde forretningsmænd fra Kina, smøgerne og gaderne med de pansrede mandskabsvogne. Vi sejler ud imod den friske luft, floddelfinerne, papegøjerne, dovendyret og lumske krokodiller langs bredden.
Vi begynder sejladsen nedstrøms på floden Rio Negro, og fortsætter til sammenløbet af de to store floder Rio solimoes og Rio Negro. Det en 12 kilometer langs tøffen, hvor de to floder sirligt løber side om side, uden at de bliver blandet. Rødbrunt vand strømmer side om side med kulsort vand. Fænomenet kendes som Meeting of Waters. Herfra samles floden og bliver til den endelige Amazonas. Alene bifloden Rio Negro, er 2.250 kilometer lang og Amazonas-floden har over 1100 bifloder.

Det er blevet aften, skibet lægger stille i en lille ”bugt. Marcelo løsner en af vores kanoner. Vi padler ud i mørket, helt hen til en flydende skov, en slags mangrove. Nattens fugle, er for længst gået i luften og jagter insekter som kampfly i natten.
Vi tænder vores lamper og lyser området igennem. Der går ikke længe før de gule øjne dukker frem i mørket, først et sæt, så to sæt og så mange over det hele.
Vi skal fange krokodiller med hænderne: En disciplin Marcelo har udført lige siden han var en lille dreng, og selv kunne styre en kano i området.

Det er egentligt ret let. Man holder lyskeglen direkte mod de lysende gule øjne, så padler man tættere på og fast holder lyset konstant undervejs. Når man er tæt nok på, vurderer man størrelsen på kræet. Alt under 1 ½ meter tages af en mand med hænderne, Lidt efter ligger vi lige ud for en krokodille, den er ikke meget over 30 centimeter. Marcelo forklarer at jeg skal nappe den i halen og lige bag hovedet, og så holde godt fast. Lidt efter sidder jeg med min første krokodille i hænderne. Senere den aften fanger vi nogle noget større krokodiller, som vi to mand holder sammen. Det bliver også til både alligatorer og kaimaner. Marcelo studerer hver eneste af dem, hvordan er deres form, har de skræmmer, er de fede nok. Det har han faktisk gjort, siden han som dreng padlede på sine egne små eventyr i natten, på Amazonas floden.

EDDERKOPPENS SMERTE
Jeg er ramt, rigtig ramt. Det lysner for mine øjne, og en lammende smerte breder sig fra mine hænder. Alt snurrer rundt, jeg er svimmel. Lyset er så klart nu, det skærer i mine øjne og jeg oplever slet ikke mit rallende trip nede på gulvet, en slags larve dans, bare med en udpint menneskekrop.
Noget har lige hamret jernsøm igennem mine hænder, en slags korsfæstelse. Men, ikke bare med et søm, men derimod dusinvis af store tunge jernsøm, som blev banket ind i mine hænder, alle steder på en gang.

Det som ramte mig har forsaget ukontrollable rystelser af mit legeme, en slags bølger af smerte, som bare kommer igen og igen og igen. Det har integreret sig med mit nervesystem, og jeg kan ikke andet, end bare skrige af smerte… Bare skrige, ja bare hyle
Det er tidlig morgen, vi er for længst stået op. Faktisk har vi drukket pulverkaffen, spist vores grød og nydt de søde stykker af frugtkød fra mangoerne, vi medtog fra Manaus.
Marcelo styrer slagets gang, han holder ikke noget vildt tempo, men padler bare sådan lidt sjappet.
En kombination af kanoen, som bare flyder med strømmen og så lidt styring med pagajen.

Men ja, vi glider nu mest bare lydløst med strømmen, som driver os fint. Vi er helt inde ved bredden under de store trækroner, som hænger ud over floden. Der hvor dovendyret hænger om morgenen, tygger lidt friske blade og kigger dovent på os. Jeg tror faktisk, vi begge to elsker disse morgenture allermest. Livet som langsomt vågner, kanoerne som bliver ført op igennem floden, uden lyden af motorstøj, helt stille, så dyrene næsten ikke gider at tage sig i agt for os.

Det er flere dage siden, at vi forlod dampbåden og alle de andre passagerer, som alle var på vej op af Amazonas, alle sammen med hver deres mission. Vi har de sidste par dage bare padlet, padlet og flydt med strømmen, når det var muligt.
Vi har levende kyllinger ombord, og i går aftes flottede vi os, slagtede en kylling, plukkede den, og lavede et festmåltid over bålet af den på en udspændt Y-pind, så vi kunne spydstege fuglen.
Det er herligt at sidde i junglen. Mødet med grillet kyllingeskind, saftigt kød og kogte maniok, og så lydene fra insekterne, fuglene og vandet, der bare strømmer.

Det er magisk, at trække i hængekøjen, tjekke at alle støvler og andre ejendele er proppet forsvarligt i poser, for så at blive lukket, inden mørket falder på. For der er ikke noget sjovt ved at stikke foden ned i en støvle, hvor et kryb i løbet af natten har søgt ly.
Faktisk gælder det om at tjekke kroppen konstant, da små rifter, bid eller mærker, hurtigt kan udvikle sig til infektioner, mærkelige buler eller decideret kraftig betændelse, som ikke er noget man ønsker sig mange dages rejse fra storbyerne.

Det er morgen, og vi padler, vi nyder det faktisk. Marcelo har allerede gang i en cigaret, imens han for længst har opgivet at forsætte sin sjap padlen. Nu ligger han bare der, med stængerne oppe, armene bag hovedet og cigaretten i kæften. Ja, vi flyder bare. Vi ligger der og kigger op, vi studerer de blåpandede Amazon papegøjer, som langsomt er ved at vågne op.
Solen begynder så småt at kaste varme venlige stråler ud over landskabet, gyldne bånd, som lægger sig ud over floden og den stedsegrønne regnskov. I skæret fra denne, begynder Amazon papegøjerne at skratte, ja de snakker… ”det er morgen, vi skal op, ud og finde mad, kom venner, vi skal afsted, afsted, afsted, solen er oppe, kom så, kom så”
Og pludselig, to og to, parvis, kommer de flakkende ud over floden fra den modsatte bred. Lige hen over hovederne på os, i hundredvis af baskende fjerbolde, starter deres mission på vejen mod frugterne længere ind i skoven. Lige så gode papegøjer er til at larme, skrige og vælte rundt i trækronerne, ja lige så kluntede og flaksende opleves de i luften, når de kommer flyvende.

Måske har du ikke prøvet det, eller tænkt over det, men ofte når man opholder sig i junglen, så støder man på vilde venner. Et klassisk sted at få vilde venner, er hullet, du ved det sted man skider. For efter et par dage, så er det ikke unormalt, at de store behårede edderkopper kigger forbi og regelmæssigst bliver hængene ved hullet. Det er temmelig hyggeligt at sidde der i skovskider stilling og holde sig ved selskab, med sådan en fætter. Jeg plejer at give kræet et navn, for jeg ved at den er der, også selv om jeg ikke lige ser den. Ja, den flakker rundt, et eller andet sted ved hullet.
Og, når man nu alligevel skal derover I mørket, sidde ned med bar røv, så er det altså mere rettidig, at give kræet et navn. At hygge sig med dyret og bare sidde der og iagttage det i stedet for at frygte. Mine store behårede vilde venner, plejer jeg at døbe Poul Schlüter eller Søren Pind
Det er en Bullet Ant, som har ramt mine hænder, ikke bare et sted, men mange steder. Min krop er så medtaget, at jeg føler mig følelsesløs og lammet, i store dele af overkroppen. Jeg er svimmel og skikkelserne omkring mig står sløret, de fader ud som mosekonens bryg.

Den myre, som jeg her er blevet banket i gulvet af, hedder ”Paraponera clavata”, nok bedre kendt som Bullet Ant. Den er opkaldt efter sit ekstremt kraftige bid, et bid der ofte beskrives som, ren, intens, strålende smerte. Som at gå over et flammende trækul, med et 3-tommer søm indlejret i din hæl.

DEN DAG DRENGENE FORSVANDT
Hver familie har deres egen hytte, og langt de fleste har sit eget køkken, der er bygget mellem deres hjem og selve floden. De lever i landsbyer, som kendes under navnet Sitio. Vi har padlet forbi flere bopladser, men Marcelo har et sted, hvor han kender folkene helt tilbage fra hans barndom i området, så det er der vi sejler imod.
Husene er beklædt med vævede måtter, som danner vægge, og er spændt op imellem pæle. Taget minder meget om vores gammeldags stråtag, bare lavet med fibre fra palmer og andet. Alle husene står på pæle og er løftet op fra jorden. De yderste huse står decideret ude i selve floden og er de første man møder, når man ankommer. I midten af bopladsen ligger langhuset, som er det sted man mødes og afholder stormøder.

Det er ikke fordi Satere-Maue indianerne ikke har kontakt med omverdenen, flere af børnene går I skole ved større langhuse, hertil padler de i kano og modtager så undervisning fra samfundet I Brasilien. Satere-Maue indianerne producer også produkter som flettede kurve, måtter, de laver også redskaber ud af naturmaterialer og sælger fisk samt frugter og vilde nødder. Disse fragter de til større byer længere oppe af floden, og de modtager også både besøg at læger og andet sundhedspersonale.

Nogle Satere-Maue indianerne, især de unge, flygter fra dette liv, de søger som så mange andre livet I de større byer, men en ting som slår mig, er at der faktisk er mange som foretrækker livet ved bopladsen, de er Amazonas, de elsker Amazonas, floden, dyrene, planterne, ånderne og livet. De er ikke som mange andre stamme folk, parate til at slippe alt dette og higer ikke efter et moderne vestligt liv. Kort sagt – de vil bare gerne være Satere-Maue indianerne.
Vi glider langsomt ind til bredden. Det er tåget og palmehusene står i disen, der dannes af varmen og fugtigheden, et mystisk syn, fuldt af magi og storslåethed. Det er virkelig smukt, men også lidt spooky. Vi er der næsten, kun et par meter mere igennem vandet, til det som skal være vores hjem det næste stykke tid. Det er Satere-Maue indianerne vi har padlet efter, og har drømt om at møde, Marcelo og jeg. Helt tilbage fra den gang vi sad i Rio og drak en øl i baren sammen.

De lever i små samfund, og er berømte for deres indførelse af Guaranaen, til resten af verden. Det var dem, som var den første gruppe af mennesker, der forarbejdede den vilde ”vin” som energidrik og lærte at bruge den. Senere er den blevet udbredt til det moderne samfund og er i dag et globalt anerkendt produkt, der sælges af en lang række læskedriks firmaer verden over.
Satere-Maue indianerne lever et simpelt liv. De fisker, hvad der jo er oplagt, når man lever omkring den store Amazonas flod, som er fyldt med denne protein kilde. Men de går også på jagt og dyrker Maniok, bananer, mango og papaya og andre afgrøder. Kvinderne står for ”landbruget”, mens mændene tager sig af fiskeri og jagt.
Vi sidder der I vores kanoner, Marcelo og jeg. Der er helt stille, vi ser faktisk ikke en sjæl. Kanoerne støder mod bredden, og ud træder vi. Marcelo smiler venligt, han nikker og viser med hans ansigtsudtryk, at det skal nok gå. 

Vi er landet I et lille stykke paradis, flere dages rejse med kanoerne. Vi har sovet I regnskoven i vores hængekøjer, fanget piratfisk, kigget på floddelfiner og set papegøjerne lette I morgenstunderne. Vi har kedet os helt vildt. Bare gledet med strømmen, kæmpet os igennem mudret vand, taget forkerte bifloder og siddet I mørket ved bålet, lyttet til natten, og har hørt skoven vågne.
Vi har drømt, rørt vores grød og spist vores kogte maniok rødder, aften efter aften.
Nu sidder vi her, på bredden til bopladsen, den som skal være vores hjem.

Jeg fumler piben frem, krøller tobakken ud af mit etui, og begynder at stoppe piben. Lidt tobak løst I piben, så et lille stop mere og til sidst stopper jeg den lidt hårdere. Nu begynder ansigter at komme frem, og øjeblikket efter, står der måske 60, måske 80 personer foran os og kigger.
Jeg tænder piben, dampende skyer stiger væk fra mit hoved, igen og igen. Jeg bare ryger løs. Marcelo sidder på sin rygsæk og ryger en af sine tynde cigaretter. Han virker træt, udkørt og smadret.
De begynder at grine, de peger på piben og laver fagter og tegn, som forestiller en pibe.
Jeg rækker piben ud imod dem. En gammel dame er den første, som kommer over. Hun er iført en grøn forvasket T-shirt, et par nylonshorts i størrelse, alt alt for stor. De er røde og ligner næsten en nederdel, så store er de til hende. Hun smiler, griner og tager piben, hun suger et par gange, og falder så næsten om af grin. Piben bliver så sendt rundt, fra mund til mund og resten er bare historie. Piben derimod, den ser jeg aldrig igen ☺

Ved selve floden, har hver familie deres eget lille afdækkede sted. Her bader de, vasker deres tøj, og udbløder deres dyrkede maniok rødder for de giftstoffer, som skal ud, inden de kan bruges til mad.
Når drengene er kommet i 13-14 årsalderen, går de fra at være børn, til at blive mænd. Så starter ritualerne. De bliver sendt ud, for at finde myretuer fyldt med ”bullet ants”. Deres simple liv som små børn stopper fra den dag af, og de vil nu bevæge sig ind i en anden verden fyldt med jagt, fiskeri og beskyttelse af stammen. En verden hvor legen forsvinder.
Drengene løfter forsigtigt myretuerne ned og bærer dem over til medicinmanden. Det er nu hans opgave at bedøve myrerne med et botanisk sløvende middel, for at de så nu sovende myrer kan blive vævet ind i en handske lavet af græs. Med deres kæber vendt ind imod hullet af ”handsken”.
Han væver hundredvis af myrer ind i handsken, og over alt sætter han myrerne. Som krymmel på et studenterbrød sidder de nu der og byder op til dans.

Når myrerne vågner igen, og ikke ligefrem synes, at det er det fedeste, at sidde fast i en vævet handske, så er det at drengene, en efter en, skal stikke deres hænder ind i handsken.
Mødet med myrerne og den bare hud på hænderne, er som at blive skudt, eller få banket store jernsøm direkte ind i hænderne. Ideen er, at drengene skal vise deres styrke, de skal faktisk udholde smerten i fem til ti minutter, uden at skrige. Og, bedst som man tænker, puha sikke en omgang, ja så gentager dette ritual sig igen og igen og igen. Faktisk i alt 20 gange for hver dreng.

Jeg har det så helvedes skidt, på en gang målløs, over hvor meget smerte sådan et lille dyr kan påføre en. På den anden side, er jeg skide sur på mig selv, for hvorfor i helvede skulle jeg proppe mine hænder derind, hvem vinder ved det. Nu ligger jeg som den første på gulvet i langhuset. Folk omkring mig må jo tænke sit, over den store hvide mand og hvor svag han er…. Men, for mig er alt omkring mig bare sløret, helt sløret, for jeg kan ikke se noget andet end lys og smerte.

Hvorfor skulle jeg egentligt gøre det? Bullet ant slår som en hammer og stikker som et skud. Jeg husker første gang, det ligger år tilbage. Marcelo og jeg, hugger os igennem regnskoven, på en tidligere Amazonas tur.
Vi hugger og hugger os igennem det tætte krat, med vores macheter.
Pludselig skriger Marcelo og falder til jorden. Han hyler som en stukket gris. Jeg tænker, for helvede nu har han hakket sig selv, og vi er flere dages rejse fra nærmeste hospital. Men nej, Marcelo var blevet bidt af en bullet ant, og det virkede ikke som et møde med en svigermor, man svinger med.
Jeg husker at jeg tænkte, da vi gik videre igennem buskadset, hold da kæft en myre, men helt ærligt gør den så ondt?
Og jo, det ved jeg så nu, den gør helvedes ondt. Mine hænder blev proppet ind i græshandskerne, de blev ført ind i hullet at handsken, og helt ind til mine hænder var proppet totalt derind. Så, husker jeg ikke rigtigt mere, eller det vil sige, at jeg husker lyset, mine skrig, smerten, smerten, pinslen og kroppen, der rystede i en slags krampe.

Det kan godt være Satere-Maue indianerne har givet os Guarana drikken, men jeg kommer aldrig til at stikke mine hænder ind i deres myre handsker igen. Og, jeg kommer aldrig til at gå fra dreng til mand, stor jæger og beskytter i deres øjne, jeg er ikke værdig.
Derimod, så er Satere-Maue indianerne et af de stærkeste folk jeg har mødt. De vil gerne verden, de udfordrer den vestlige levevis. De sender børnene I skole, men kan de ikke bruges i skoven, på floden, til jagt eller fiskeri, kan man ikke dyrke maniok og forarbejde smukke redskaber ud af naturen.
Så, er og bliver det ikke deres verden. De vil ikke opgive deres livsform. De fornægter ikke verden udenfor, de er parate på at modtage den. Men, de er og bliver Satere-Maue indianerne.
I min smerte fra mødet med bullet ant, der ligger jeg I en slags rus, et klarsyn. Jeg svæver ud over amazonasfloden, det er aften, det er mørkt, jeg bare flyver ned af floden, I mørket og lyset fra månen, ser jeg øjnene fra krokodillerne. For de lyser virkeligt i mørket. Ja, krokodiller lyser I natten.