Uden paneret flæsk, 

ingen Louis Armstrong.

Det der møde – ja, mødet med flæsket, der er svøbt i en panade af sprøde sager. Mmmmm.
Uha ja, når læberne blødt svøber sig om den sprøde skorpe, for så at lade tænderne bide igennem til det saftige kød. Så rigt smagende, så godt, så vigtigt og så wonderful.
Ja, det er paneret flæsk, vi taler om, mine damer og herrer. En gudsbenådet ret, der aldrig har opnået gudestatus på de bonede gulve –
men som er elsket af alle i kælderen. Fattigmandskoteletter – sikke en ros at få … egentlig lidt uforskammet over for denne ædle spise, som vi i Danmark har kendt helt tilbage fra dengang, hvor oldemor stod i køkkenet, og komfuret var med brænde.

På landet, i byerne og hos godtfolk har paneret flæsk været en udsøgt spise.
Vi har tilbedt grisen. Kigget på den og tænkt: Dit dumme svin ...
Men grisen er et klogt dyr, og den har krølle på halen, når den har det godt.
Den er designet til at rode i jorden og vende så kolossale mængder af jord, at diverse byggeselskaber godt kunne droppe deres gummiged og i stedet lade grisen gøre arbejdet.
Den er en jægersoldat med tryne.
Men lad dig ikke narre – grisen er et klogt dyr, den er social, og ja, så smager den så vidunderligt godt.

Desværre har vi ikke værdsat grisekød det seneste år – det er ellers en ædel spise.
En gris, som har gået ude og rodet i jorden, mærket vinden og luften, fået æbler og orme – ja, den leverer altså det fineste, smagfulde kød, som på mange måder slår kalve- og oksekød med mange længder.

Så tag nu Louis Armstrong og smæk hans What a Wonderful World fra 1967 på transistor-radioen og skær så tykke skiver af stegeflæsket og bank det let.
Lyt imens til, hvad det er, Louis siger til os.
Krydr med havsalt og friskkværnet peber.
Nu skulle Armstrong gerne synge om venner, der trykker hænder, og "Hvordan går det?" – alt imens grisekødet byder op til gastronomisk dans.

Pisk et par æg sammen og gør rigtig rasp klar – ikke det der nymodens panko-pjat, nej, små stykker af brødkrumme, altså rasp, skal der bruges.
Find også dit bedste mel frem til denne særlige lejlighed.
Ja, han synger "What a Wonderful World", alt imens du knokler med grisen i køkkenet …
Vend flæsket i melet, derefter i de piskede æg, og til sidst i raspen – ja, masser af rasp.
Smelt en god klat smør på panden, gerne sammen med lidt olie, og steg så skiverne i dette hav af fedt.
Uha, farverne på regnbuen synger Louis om – de farver kan man ikke ligefrem sige, at paneret flæsk byder ind med.
Men duften – ja, duften af flæsket, som steger i smørret ...

De kan kalde det, hvad de vil – fattigmandskoteletter.
De kan mene, at det ikke hører til på de fine spisesteder.
Og nogen vil sige, at paneret flæsk ikke serveres ved de rigtige selskaber.

Men hey – det er mig fuldstændig ligegyldigt.
For jeg elsker Louis Armstrong.
Jeg elsker paneret flæsk.
Og bliver det serveret med danske kartofler og hvid sovs med kruspersille – ja, så er det vidunderlig spise.

Og så: til helvede med alt deres halløj og tjuhej.
Paneret flæsk er ægte mad – skabt af historien og ikke nuet.
Derfor er det også en gåde, at denne bombe af kærlighed ikke længere ses som et godt måltid.
Man kan ligefrem fornemme, at hvis man nævner paneret flæsk, så rynker nogen på næsen og mener, at der er for lidt skyr, broccoli og urhvede i den ret.

Men I kan tage jeres englevinger, gastronomiske glorier og hoppe og danse alt, hvad I vil …
For vi ved – ligesom Louis Armstrong – at paneret flæsk er en vidunderlig verden.

Nikolaj Kirk
Fritænker