Smag, Farver og Fortællinger.

Jeg lander i Port of Spain, hovedstaden på Trinidad – en by med liv, varme og farver, der står i stærk kontrast til de sortmalede bygninger, vi kender hjemmefra. Hvorfor ser vi ikke flere farverige huse i Danmark? Her eksploderer gaderne i pasteller, og jeg forelsker mig i det med det samme.

Trinidad og Tobago er et tvillingeø-rige i det sydlige Caribien, lige ud for Venezuelas kyst. Øerne var oprindeligt beboet af arawak- og carib-folk, før spanierne ankom i 1498 med Columbus. I århundreder skiftede øerne hænder mellem kolonimagter, indtil briterne fik kontrol i 1802. Først i 1962 fik landet sin uafhængighed. Øernes historie er præget af sukker, slaveri og migration – især indiske kontraktarbejdere, som britterne hentede hertil efter afskaffelsen af slaveriet. Det er derfor, man i dag finder så stærk en indisk kulturarv – både i mad, musik og religion.

Klimaet er tropisk. Vi er midt i regntiden, temperaturen ligger over 35 grader, og luften er tung af fugt. Men bjergene rejser sig majestætisk omkring byen, og bag regntågerne venter både frodighed og dyb kultur. Herfra bevæger jeg mig ud mod landet, hvor en særlig historie udfolder sig – den om kakaobønnen.

Jeg besøger Duane Dove, som ejer en forholdsvis ny cacaoplantage på Tobago. Han bor normalt i Stockholm, men er født her. Hans mission er at genoplive kakaoproduktionen, som stort set forsvandt efter voldsomme storme i 1900-tallet. Tobago var engang berømt for sin Criollo-kakao – en ædel sort, men også skrøbelig. I dag planter man mest Trinitario, en hybrid, som kombinerer smag og robusthed. Den fineste variant, TSH 919, kendes på sine lysgrønne frugter og høje syrlighed.

På plantagen lærer jeg om hele processen – fra håndhøst til fermentering og tørring. Når frugten åbnes, kommer de hvide bønner til syne, indpakket i sødt, syrligt frugtkød. De fermenteres i trækasser, vendes og tørres i solen, før de får deres blanke overflade ved den traditionelle "cacaodans" – en metode, hvor man danser med bare fødder på bønnerne for at polere dem. Alt sker med håndkraft. Intet er industrialiseret.

Men det er ikke uden udfordringer. Store flokke orangevingede amazon-papegøjer – som jeg selv har én af derhjemme – plyndrer planterne for modne frugter. Her er de en plage.

Trinidad og Tobago er rig på frugt. Guava i pink og hvid, små trådede mangoer perfekte til chutney og kæmpe avocadoer, vi aldrig ser i Danmark. Friske sukkerrør presses med hånddrevne maskiner – og blandet med lime, is og rom bliver det til en uimodståelig drik.

Maden her er en blanding af indisk, afrikansk, kreolsk og europæisk kultur. På stranden spiser vi bake and shark – friteret haj i frisk brød med hjemmelavet tilbehør. Ved en høstfest smager jeg kasavabrød bagt i lerovn. Fru Lyda inviterer mig hjem til sit køkken, hvor hun laver Tobago’s bedste kylling med roti – tilsat chili, timian og chadon beni, en urt i korianderfamilien. Jeg er solgt.

I byens gader fylder rytmerne af soca og calypso, genrer født her og stadig dybt forankret i lokal stolthed. Trinidad er også hjem for verdens næststørste karneval – kun overgået af Rio – og byen producerer dragter til karnevaler verden over. Mange lokale syr kostumer til Miami, London og Barbados. Det er ikke bare fest – det er en industri.

Mødet med lokalbefolkningen er noget af det mest ægte ved rejsen. I regntiden er der færre turister, og det gør oplevelsen mere intens. Når regnen vælter ned, søger folk i læ, og samtalerne får plads.

En dag serveres jeg liguan – leguan – sammen med plantain og brødfrugt. En anderledes spise, men en del af det kulinariske landskab. En anden dag laver jeg min første krabbe med karry og dumpling – en klassisk Tobago-ret, hvor sukker brændes i olie, og krabberne simrer i en mørk, krydret sauce.

Trinidad og Tobago er meget mere end strand og sol. Det er et land med dyb historie, stærk kultur og et folk, der holder fast i traditioner og håndværk. Jeg rejser herfra med sand på fødderne, cacao på hænderne – og rom i blodet.