Du røde kæmpe  

”åh, hvor jeg dog elsker dig”

Tænderne kvaser sig igennem – først selve skindet, så ned i det saftige frugtkød. Kernerne som gnister mellem gebisset. Uha, sikke en oplevelse! Saften, som strømmer ud – på én gang sødt, dybt, vildt og pirrende. Saft, som strømmer ud til alle sider. Du store, fine tomat – åh, hvor jeg dog elsker dig.

Der sælges over 67 millioner tomater i Danmark årligt. De har deres gang både i madpakken, i fastfood-udbuddet som ledsager til kødet eller salaterne, som lille snack og ved de store gastronomiske oplevelser. I virkeligheden finder vi tomater til alle måltider rundt omkring i hverdagen.

Egentlig kom tomaten først til Europa med spanierne i det 16. århundrede. Men det var aztekerne, der i 1400–1500-tallet begyndte at fremavle tomaten fra vild plante til en måltidsfrugt, der derefter indtog hele verden med storm. Tomatplanten er oprindeligt hjemmehørende langs vandløb i Andesbjergene, hvor den ses som pionerplante. Den vokser på gruset, veldrænet bund sammen med tagrør, vandkarse, bermudagræs og butbladet azolla.

Kigger vi på de 67 millioner tomater, som bliver solgt i Danmark – og her er det alene dem, som sælges friske, altså hverken dåsetomater eller dem fra ketchup –
så er langt størstedelen af dem fra lande som Spanien, Holland, Italien, Tyrkiet og Egypten.

Man kan undre sig over, at det overhovedet er muligt at sælge udenlandske tomater i en periode, hvor de faktisk er i sæson i Danmark. Lige nu hænger de faktisk som diamanter på planterne. Ja, vi burde vælte os i danskdyrkede tomater. Ét er, at vi sparer transporten og støtter danske producenter – tjuhej med det. For mig er det vigtigste, at de lokale guldklumper både dufter og smager tusind gange bedre. Så ja, man undrer sig. Jo tættere vi kommer på vores producenter, jo friskere er vores råvarer. Det er den evige kamp – kampen om at knytte land og by tættere.

Gode tomater er så skønne, at de sagtens kan stå helt alene. F.eks. bare skåret i skiver, dryppet med god olivenolie, friskkværnet peber og havsalt.

Mens kedelige, langdistancetomater ofte skal kamufleres i alverdens ting for at løfte sig.

Tomater indeholder et stof, der hedder lycopen – det er med til at give tomaten sin røde farve. Men stoffet indeholder også antioxidanter, der for kroppen har en masse gode egenskaber. Blandt andet fortæller videnskaben os, at det mindsker risikoen for nogle kræfttyper. De er også rige på A-, C- og B-vitaminer samt indeholder jern og zink.

Kigger vi på udvalget af tomattyper, så deler vi i dag tomater op i bl.a. disse kategorier: Almindelig tomat, busktomat, cherrytomat, bøftomat, cocktailtomat, madtomat, blomme­tomat (stor og lille), stuffingtomat. Hver kategori indeholder et hav af specielle sorter – nogle direkte avlet til stor industri (holder længe, ekstra sødme, tåler hård behandling).

Dykker vi dybere ned i sorterne, så finder vi bl.a. Brandywine – en kæmpe rosa/pink bøftomat. Den blev opdaget i USA i 1885 og blev faktisk kåret som USA’s bedste bøftomat nogensinde. Mon vi får lov at opleve denne i hverdagens udvalg?

Black Cherry er en mindre cherrytomat – både smuk og harmonisk. Mørk i farven og med en pikant smag, der virkelig byder sig til i maden.

Alt i alt finder jeg udvalget i de større butikker både kedeligt, jævnt absurd og på grænsen til det ligegyldige. Men sådan burde det ikke være. Hvis vi virkelig vil genindtage tomaten og finde fordums tid tilbage, så gælder det om at støtte dem, som dyrker danske, økologiske tomater på friland.

Gaven er, at mødet med den virkeligt sprælske tomat er så meget bedre – faktisk så godt, at man drømmer om at smække to tomater foran næsen, for så bare at rulle kilometer af gaffatape rundt om, i håb om at kunne sidde i en rus af tomater hele livet.

Vil vi virkelig finde os i, at mange millioner tomater bliver ført her til landet, imens tomaterne fra friland skriger på hjælp – om at blive spist, solgt og nydt i sæsonen lige nu?

Nikolaj Kirk
Fritænker