Billeder af fotograf Søren Zeuth – rejsemakker og legekammerat.

Fire plastikstole bliver placeret i den sandede jord. Vi befinder os mellem en håndfuld lerhytter med stråtag i en fjern afkrog af Sydsudan. Det er ikke længe siden, der har været borgerkrig og konflikt i området, og fornemmelsen af usikkerhed og frygt kommer snigende, da skikkelsen viser sig: en ældre mand på over to meter kommer imod os, iført en sandfarvet soldateruniform, en flad baret og en stav med en sølvspids for enden. Han er mørk, tynd, og hans ansigt er rynket med dybe folder. Han kigger ikke på os, da han sætter sig i en af stolene. Stolene er af den helt tynde slags, som man finder på markeder og i tusindkronersbutikker rundt omkring i verden.

Seks bevæbnede mænd tager opstilling bag manden – et par stykker i slidte nylonbukser, andre i mørke bukser med pressefolder foran. De er alle høje og mørke, og der hænger Kalashnikov-rifler over deres skuldre. Måske bedre kendt som AK-47. Vores tolk taler længe med den gamle, der er kommandant eller leder af dette distrikt. Han kigger ikke én eneste gang på mig under den timelange samtale. Jeg flytter uroligt på mig på plastikstolen, mens jeg forklarer, at jeg gerne vil opleve dinkafolkets liv og madlavning. Den gamle fortrækker ikke en mine, snakker bare helt roligt ned i jorden, mens han igen og igen tegner cirkler i sandet med sølvspidsen af sin stav. Cirklerne går ind og ud mellem hinanden og danner et mønster, han bliver ved med at forme. Han hæver ikke engang stemmen, da han pludselig siger til tolken:

”Hvad er det, I vil her? Tror I bare, at I kan komme her og sove? Hvad er det, I vil? Hvad vil I?”

Han rejser sig og går, efterfulgt af sine bevæbnede mænd. Jeg sidder tilbage på min plastikstol uden at vide, om vi har en aftale. Uden at vide, om vi kan sove i dette område det næste stykke tid. Worst case-scenariet er rimelig slemt, for de lokale tør ikke engang bevæge sig ud uden beskyttelse efter mørkets frembrud – selv ikke inde i deres lejre. Hvis jeg skal sove uden for en lejr, er jeg endnu mere udsat.

Vi er i Baidit-området, tæt ved Nilen i delstaten Jonglei i det gigantiske land Sydsudan. Flere timers kørsel fra den nærmeste by, Bor, der mest af alt ligner en afrikansk udgave af en westernby – med rullende buske gennem gaderne og nedlagte butikker med udpinte facader. Bor er en by, hvis man skal sige det pænt – men så heller ikke mere. Chaufføren, som kørte os herud fra Bor, så noget forundret på mig, da jeg bad ham stoppe bilen ved en samling hytter. Der stod et udbrændt bilvrag uden hjul og ruder, og vragets kølerhjelm lå sammenbukket ved siden af.

”HER, HER, LIGE HER… stop bilen og sæt os af,” sagde jeg.

Han trak ind til siden, kiggede nervøst og bad mig om at tage med tilbage til byen. Jeg afviste ham, for jeg var forberedt på, at de lokale ikke ville anbefale mig at overnatte her. Mange af de steder, jeg rejser hen, bliver jeg frarådet at overnatte uden for turistzonen. Måske havde han ret i, at det her var dumdristigt. Hele Sydsudan ligger nemlig uden for turistzonen. Landet har slet ikke turister, og det er ikke lovligt hverken at fotografere eller optage video nogen steder uden, at diverse ministerier har godkendt det med officielle dokumenter og stempler – noget, der tager flere dage at indsamle i hovedstaden Juba.

Sydsudan er så nyt og uorganiseret, at der ikke findes hæveautomater, og det er i det hele taget umuligt at hæve penge. Kun amerikanske 100-dollarsedler fra 2006 og frem accepteres i landet. De lokale bevæger sig sjældent uden for de områder, de kender – og det samme gælder de udenlandske NGO’ere i landet. I det lys har jeg på en måde udfordret skæbnen.

Inden chaufføren forlod os, fik jeg ham dog overtalt til at sværge ved både Gud og fædreland, at han ville komme fjorten dage senere og hente mig.

Men fjorten dage er lang tid, hvis jeg ikke får lov til at komme ind i en lejr.

Dinkaerne "livskraften er køerne".

Jeg bliver næsten slået omkuld af den voldsomme energi i dinkaernes kvæglejr. Lydene, lugtene og vibrationerne fra flere tusinde store, langhornede køer, der står bundet helt tæt, er meget intense. Jorden er stampet helt hård, og der er ikke meget bevoksning.

Fra lejren kan man se steppen, der fører ned til Nilen. Landskabet er gråt og brunt, præget af spredte, høje græstuer, tjørnede træer og sorghumplanter, der har sået sig selv.

Ved Nilen skimter man en intens bevoksning helt ned til floden. Men ikke engang dér er planterne frodige eller grønne. I Sydsudan er solen så nådesløs, at selv træerne ved Nilen mest af alt er gule.

Lidt efter solen er stået op, lyder der et råb: Dagens kvægvandring begynder. Køerne sætter i gang til kvægdrivernes råb: "Huh huh huh huh!" Når de første køer er på vej, følger de andre efter med deres store horn, og som perler på en snor dannes en kæmpemæssig kæde af dyr, der rækker helt ned til Nilen og passerer over floden til den anden side.

Pludselig forsvinder perlerækken af dyr ud af synsfeltet – og er væk. Indtil sen eftermiddag, hvor de drives tilbage til lejren. Mindst fem til ti af mændene har deres AK-47 med på vejen ned til Nilen for at beskytte flokken mod overfald. De har et afslappet forhold til deres våben, som ofte går på omgang mellem mændene – og også bliver håndteret af børnene, selvom geværerne er skarpladte.

I selve lejren er det distriktschefens folk, der står for sikkerheden. De unge drenge i lejren begynder nu at samle kokager, som de lægger fladt i cirkler rundt omkring på jorden, så kagerne kan tørre i den bagende sol dagen igennem.

Dagen går med madlavning, og dem, der er tilbage i lejren, går på markedet. Nogle holder fri, imens andre har småopgaver – for eksempel at flette reb af fibrene fra gamle sække. Rebene kan bruges til at tøjre køerne med.

Kvinderne går videre med tilberedningen af awal-walla – en grød, som er den vigtigste fødekilde, og som bliver fremstillet hver eneste dag. De blander det fine mel, de har stødt, med lidt vand, og efterhånden bliver det til en blød pasta med den helt rigtige konsistens. De stiller pastaen til tørre i et par timer og lægger den derefter på en stor sten med en fordybning i midten. Med en mindre sten moser de pastaen igen og igen, indtil den bliver til en helt fin og glat masse.

Det slår mig, at denne forarbejdningsmetode ikke bare er århundreder, men snarere årtusinder gammel – og kan dateres helt tilbage til stenalderen.

Awal-walla-forberedelserne er ikke slut endnu. Nu kommer kvinderne den kværnede masse i en skål og tilsætter lidt vand. De tager så en håndfuld af sorghummassen og kommer den i en anden skål eller gryde, hvorefter de ryster skålen med den ene hånd og rører rundt med den anden, så små fine klumper bliver dannet af bevægelsen fra fingrene. Jeg forsøger at lære det af kvinderne, der laver nogle helt fine små kugler – ens i størrelse, som var de lavet på maskine. Mine bevægelser er ikke helt korrekte, og derfor bliver mine perler i skålen ikke så fine og regelmæssige som deres.

Nu begynder selve fremstillingen af awal-walla. Vi tager perlerne og kommer dem i kogende vand, cirka 1 del perler til 3 dele vand. Vi koger det hele til en fin grød, og hvis der er nok mælk i lejren, udskiftes lidt af vandet med mælk.

Når grøden er tyk og skinnende, er den klar – og det er ved at være frokosttid. Så hælder vi helt frisk mælk ud over grøden, direkte fra køerne, og fordeler den rundt i kvæglejren.

Dinkaerne spiser ofte mellem dyrene. Flere gange ser jeg mænd sidde og spise sammen omkring en gryde med awal-walla. De bruger store, flade og grønne muslingeskaller fra Nilen som skeer. Smagen af awal-walla er kraftig, tung og sødlig med fine bittertoner fra sorghummassen. Mange vil nok sige, at man skal vænne sig til at smage og spise den, men den er tydeligvis meget nærende.

Selvom vi får så lidt at spise, at jeg konstant går rundt og er sulten, kan de høje, hårdtarbejdende dinkaer overleve på denne simple, arbejdskrævende grød. Awal-walla spises i Sydsudan både fra den røde og den lyse sorghum, og man kan derfor både støde på en mørk brunlig grød og en lysere. De to smager rimeligt ens.

AT LEVE MED LIVET.

Det tager mig flere dage at få overtalt en af dinkaerne til at sælge mig en ko, som vi kan slagte. Jeg ender med at betale over 3.000 kr. for en hvid og sortbroget ko med lange horn. Den vejer et par hundrede kilo og er ikke en af de største.

En jernøkse bliver knaldet ned i nakken på dyret, og øjeblikket efter falder det til jorden. Sekundet efter ligger en ung mand over det og skærer halspulsåren over med en kniv.

Øksen bliver svunget igen – med den døde side mod bagbenene. Igen og igen slår han for at løsne nogle af refleksspændingerne, så koen ikke sparker så voldsomt. Der går kun få sekunder, og koen er nu nedlagt.

Selve udskæringen sker efter samme princip som vores: Først snittes skindet af fra benene i retning mod ryggen. Kort efter ligger dyret helt flået på den ene side. Nu begynder arbejdet med at udskære kødet og rense indmaden. Alt bliver brugt – komaven, tarmene, leveren med mere.

Som traditionen byder, gives kødet ud til familie og venner efter et særligt system, hvor forbenene gives til damerne i familien, brystet og et stykke lever foræres til den ældste, og bagbenene gives til naboerne.

Til sidst står jeg tilbage med det, der er mit: hovedet, lidt hjerte og et stykke ribben. Resten af dyret er fordelt, og der er total tumult og feststemning i lejren.

Det mærkelige ved denne slagtning er, at hornene bliver smidt væk. Koen bliver passet og plejet gennem hele sit liv, og de smukkeste køer – dem, som er hvide og sortbrogede med store horn – bliver passet, som var de lavet af det pureste guld. Hornene bliver børstet, og koen bliver kælet for igen og igen. De kigger på dem og taler med dem.

Fra de er helt unge kalve, bliver køernes horn skåret, så de vokser i særlige former, som dinkaerne finder smukke. De mest eftertragtede køer bliver også pyntet på hornene med små klokker og snore, og der bliver boret huller i hornene, hvor halespidser fra afdøde køer bliver viklet omkring.

Men når koen så bliver slagtet, eller den dør af naturlige årsager, er det eneste, som dinkaerne ikke udnytter, netop hornene. De smukke horn, som dinkaerne gennem hele koens liv har passet og forarbejdet, bliver bare kasseret og smidt bort, som var energien eller kraften ude af dem. De ligger rundt omkring i lejren som skrald.