Et liv med Sonny Rollins 

og stegte brisler er et bedre liv.

At elske køkkenets glæder er som at kunne spille på et instrument. Dem, som ikke kan, både hader det og finder det så inderligt byrdefuldt. Jeg husker det selv tydeligt – som dreng skulle jeg spille på blokfløjte, selvom jeg drømte om trommer eller elguitar. Sagen var bare, at den påtvungne blokfløjte gjorde, at jeg aldrig fandt kærligheden til musikken.

Gastronomien er faktisk lidt af det samme. Det handler om at finde sit område, folde det ud og – igennem træning og tålmod – finde sin kulinariske kunnen og så begynde at overføre denne glæde til andre felter i maden. Man kan sige: Jo mere du kan, jo bedre spiller du på det gastronomiske instrument. Nogle lærer aldrig at mestre instrumenterne, men derimod finder de umådelig skønhed i selve nydelsen af retterne – smagene, duftene, farverne og de forskellige konsistenser. Denne vej er dog farefuld, for maden er ikke lige til, og springer man selve håndværket over og “kun” tager selve nydelsen, så kræver det den største forsigtighed og sinds-snilde.

Mad og vin er i virkeligheden noget af det mest snobbede, vi har – eller det kan i hvert fald gøres til dette. Imens musikerne deler sig op i dem, som kan læse noder, og dem som ikke kan, så deler gastronomerne sig op i dem, som forstår og kan læse smagene – og dem, som bare spiser pølser. Maden, vinens og whiskyens verden er lige så kompleks som nodernes, og jo mere man dyrker denne i den lukkede kreds af os, der kan, jo længere skubber man også dem væk, som aldrig fik lært.

Lidt som i Formel 1, hvor de tre tophold forstår Pirelli-dæk, imens teams som Haas roder rundt bagved og stadigvæk – i denne sæson – ikke formår at finde melodien. Det kan godt være, det fungerer sådan med to lejre: dem som kan, og dem som ikke kan. Men på den lange bane bliver Formel 1 altså umådeligt kedeligt, hvis ikke topholdene tager Team Haas med i den lukkede klub. Og sådan er det også – både for musik og gastronomi.

At elske køkkenet og alle de timer, det kræver, er en investering i et bedre samfund, hvor mennesker spiser bedre og sundere. Dem, som bruger tid på noget, begynder også at stille spørgsmålstegn ved tingenes tilstand: “Spiser vi rigtigt? Skal vi spise mindre kød? Hvor kommer råvarerne fra? Og er landbruget blevet for stort i forhold til naturen og den plads, det kræver at have den?”

Den gastronomiske klub bør være for alle, da den er en del af kernesamfundet. Vi skal have gjort op med det elitære snæversyn og folde alle råvarer, teknikker, glæden og sammenholdet ud – så alle kan være med. Vi skal investere massivt i ungerne, præge dem, vise vejen og løfte dem imod et glædens køkken, hvortil de så selv en dag begynder at bruge tid på hjemmelavet mad i deres eget køkken. Og ligesom man heller ikke forstår Sonny Rollins eller Stan Getz første gang, man lytter til dem, så forstår man heller ikke brisler, kalvelever eller maltwhisky fra start. Det kræver indsigt, kærlighed og undervisning.

Fordelen er bare, at et liv med Sonny Rollins og stegte kalvebrisler er et bedre liv – både for kroppen, som bliver fodret bedre, og for sindet, der bliver pikeret over de skønne sanseindtryk.

Nikolaj Kirk
Fritænker