Skrubben er i virkeligheden 

en Jesper Olsen.

Hvorfor er vi så sure på skrubben? Og hvorfor er rødspætten finere…? Det er da noget gylle, firserbras og tåbeligt at have sådan en indstilling til denne gudespise fra havet. For de lever jo nogenlunde de samme steder – altså skrubben og rødspætten. De spiser det samme og kan endda få børn sammen, som får det eksotiske navn leps.

Skrubben er for mig en rigtig fin spise – elegant, pittoresk smagende, ja, jeg sagde smagende, yderst godt endda. Sådan en helt frisk skrubbe, stegt på ben i et hav af brusende smør, dild og citron – og måske en håndfuld pillede rejer slynget ud over i sidste øjeblik. Eller hvad med skrubbefileter, vendt i mel og så stegt gyldenbrune, lagt på et stykke brød og herefter to – nej, måske tre – store skefulde stuvede kantareller samt vild brøndkarse. Uha, det er godt…

Men på grund af sit udseende – de ru benknuder langs sidelinjen, de uregelmæssige røde pletter på kroppen og alt det andet, vi synes ser grimt ud – ja, så ses den som lavkultur i forhold til rødspætten, som vi elsker og forguder til himmelens køkkener. Men helt ærligt – hvor jeg dog elsker den skrubbe. I køkkenet kan den noget mere: de saftige fileter, de yderste “gardiner” helt ude ved finnerne… Ja, det er altså så godt, at man altid drømmer om at æde én mere, når man sidder der med maven fuld.

Den er ren saft og kraft – den besidder en vildskab og er en ren smagsbombe. GENIALT.

Skrubben jager ved solopgang og solnedgang. Her guffer den krebsdyr, børsteorme, muslinger og insektlarver. Resten af dagen dovner den bare – mest ved at grave sig ned i sandet på havets bund og så bare ligge der som et klokkefår.

Skrubben findes mest i vores indre danske farvande og er en af vores helt store klassikere. Vi elsker den – men vi elsker også at nedgøre den. Lidt som med den legendariske fodboldspiller Jesper Olsen, som måtte flygte ud af landet og finde ro på den anden side af planeten. Efter et eller andet i en ligegyldig fodboldkamp… Tænk engang, hvis skrubben gjorde det samme som Jesper Olsen og stak af – øv!

Nej, prøv engang at anrette nogle krydrede skrubbefileter på en bund af dampet spinat. Lav så en hvid sovs af mælk og smørbolle, fordel denne ud over, og bland daggammelt brød – smuldret helt fint – sammen med revet, tør ost og kruspersille. Top med dette og gratinér så i ovnen, indtil toppen tager farve. Tag ud – og duft! Ja, duft til de skønne skrubber i cremet sovs.

Vi burde løfte skrubben op og glemme dens noget mere kedelige udseende end dens ven, rødspætten. Vi burde glemme den aflevering fra Jesper Olsen – og så mindes alle de gode ting. Jesper Olsen var en gudsbenådet fodboldspiller, og skrubben er en gudsbenådet råvare. Begge burde de være en selvfølge til store dage og fine lejligheder.

Vi burde bygge kæmpe statuer af Jesper Olsen – og med fade af stegte skrubber. Hold kæft, hvor smager skrubbe godt.

Skrub af, rødspætte – her er det skrubben, der styrer.

— Nikolaj Kirk
Fritænker