Skovkøkkenet 

– madoplevelser midt i naturen.

Skovkøkkenet bringer grupper tættere på naturen gennem madlavning i det fri. Vi skaber rammerne, hvor bålet er centrum for tilberedning af enkle og ærlige retter, som nydes under åben himmel.

Vi bruger lokale råvarer og tilbereder maden sammen ved langborde, mens fuglene synger, og solen – forhåbentlig – skinner. (Det er jo Danmark, så man ved aldrig helt.)

 

Et forløb med nærvær, natur og mad.

Forløbet er enkelt og afslappet. Vi mødes på et aftalt sted, hvor alt er gjort klar – råvarer, bålkøkkengrej og arbejdsstationer.

Vi starter med en fælles snak om menuen og vores forventninger til dagen. Derefter deles deltagerne ind i mindre grupper efter interesse – nogle arbejder med råvarer fra jorden, andre fra luften eller havet.


Undervejs tager vi på en sanketur i området, hvor vi finder vilde urter, bær og frugter, som kan indgå i måltidet.

Tilbage ved bålet færdiggør vi retterne og serverer de første småretter – eller forretter, om man vil. Herefter følger hovedretterne, og dagen rundes af med en vild dessert, gerne med vilde frugter, sprødhed og fløde.

 

Læring og leg ved bålet.

Under hele processen demonstrerer vi forskellige teknikker til at udnytte bålet som madlavningsværktøj: Vi bager i gløderne, damper råvarer i fugtigt mos og ryger enkle ingredienser. På den måde får alle en fornemmelse af, at bålet er meget mere end blot en rist og en gryde.


Jeg har afholdt hundredvis af skovkøkkener over hele landet – både for små og store grupper. Min tilgang er, at det skal være hyggeligt, sjovt og lærerigt. Og ikke mindst: at vi slutter af med et velsmagende måltid.

Vi tager deltagerne i hånden og gør dem trygge ved ild og bål, lærer dem at finde vej i naturens spisekammer og måske endda kende et par fuglestemmer.