KRIG, HAVER OG SAGOORME.

Bopladsen er et sandt paradis i Papua Ny Guinea. Her gror frodige afgrøder og blomster i alle regnbuens farver, og over hovederne på os svæver vilde næsehornsfugle i små flokke. De slår saltomortaler i luften og synes nærmest at lege med hinanden i akrobatiske flyvemanøvrer. Mellem husene trisser et par kyllinger og nogle små skovsvin rundt og snuser nysgerrigt til jorden.

Her er rent og velordnet, som om selv jorden kender sin plads. Alt i haverne er nøje plantet og passet med kærlighed. Sukkerrør står ikke spredt tilfældigt, men er samlet i små velafgrænsede bede. Hver afgrøde har sin egen plet i jorden, og mellem bedene løber fine stier – slåede, nedtrampede og plejet med omhu. Det hele danner en levende labyrint af farver, dufte og former, hvor man kan vandre frit blandt det eksotiske planterige.

Langs stierne vokser blomster og små duftende urter i sirligt anlagte rækker. Blomsterne bruges til ceremonier og festligheder, mens de grønne urter indgår i salver, medicin og forskellige slags cremer til kroppen. Her er naturen ikke bare baggrund – den er livsgrundlag og helligdom.

Lulu oversætter for mig, mens en ældre mand med en enorm næseknogle – en simik – taler. Han hedder Mailin og tilhører sindenifolket. Han forklarer, at hele samfundet er bygget op omkring haverne. Det handler ikke bare om mad, men om liv og overlevelse.

”Vi passer på vores kroppe,” siger Mailin med ro i stemmen.
Vi må spise sundt, få næring fra taro og sago – kun sådan undgår vi sygdom. For bliver man først rigtig syg her, så dør man, siger han og ler højt og hjerteligt.

Mailins hænder er store og arrede – tydelige spor efter et liv i tjeneste for jorden og folket. Skægget og håret er vildtvoksende med hvide striber, som floder i natten. Han smiler bredt og ryger på sin Sagobee-pibe, udskåret af bambus. Den stærke sago-tobak, en kraftig bushtobak, er elsket og røget af næsten alle her.

Det er ikke kun sindenifolket, der ærer deres haver. Fælles for alle områdets bopladser er, at de ligger tæt ved vandfald og floder med krystalklart, friskt vand. Det giver adgang til drikkevand og mulighed for at holde kroppen ren hele året – men endnu vigtigere: Det giver liv til haverne. Nogle samfund, som sindenierne, har endda anlagt små damme med vand fra floden, hvor de opdrætter fisk.

Mange krige og stammekonflikter er opstået gennem tiderne – født af kampen om netop disse bopladser. For i et land, hvor jorden er vild og bjergene stejle som tårne, er en flad plet med adgang til vand intet mindre end en skat.

Mailin og de andre viser mig stolt rundt. De fortæller om deres afgrøder: kasawa, taro, sago, sukkerrør, yams, bananer og søde kartofler – og mange flere. Taro kalder de kaptha, yams er meleptha, og bananer kendes som nari. Jeg ser små ildrøde chilier og grønne spiselige urter, jeg aldrig før har set – og nok heller aldrig vil se igen, medmindre jeg en dag vender tilbage hertil.

Basisføden er taro-roden – kaptha – som ofte serveres hel til morgenmad, dampende varm og dampende af historie. Her er intet tilfældigt. Alt er i balance – og balancen er hellig.

Men bag paradisets farver og duftende urter ligger en anden virkelighed – en, der er mere stille, men ikke mindre virkelig. For i denne frodighed bor også sultens skygge, sygdommens trussel og kampens arv. Her er det ikke velfærd eller teknologi, der holder samfundet sammen, men jorden selv. Og jorden er kun gavmild, når den bliver respekteret.

Haverne er ikke bare mad – de er håb, de er tro, de er forsvarsværker. Hver stilk og hver rod er en påmindelse om, at livet her ikke gives frit, men må vindes dag for dag. Det er derfor, krigene har rødder i mulden. Det er derfor, gamle hænder stadig planter og høster med ærbødighed og stolthed. Og det er derfor, sagoorormen – blød, fed, og livgivende – ikke bare er føde, men symbol på alt det, der vokser i stilhed og bliver til styrke.

Herude, hvor floderne taler, og fuglene danser i vinden, lærer man, at overlevelse er en kunst. Og kunsten starter i haven.