UDEN PANERET FLÆSK, INGEN LOUIS ARMSTRONG.

Det der møde, ja mødet med flæsket der er svøbt i en panade af sprøde sager, Mmmmm.
Uha ja, når læberne blødt svøber sig om den sprøde skorpe, for så at lade tænderne bide igennem til det saftige kød. Så rigt smagende, så godt, så vigtigt og så wonderful. Ja det er paneret flæsk vi taler om mine damer og herrer. En guds benået ret der aldrig har opnået gudestatus på de bonede gulve.
Men som er elsket af alle i kælderen. Fattigmandskoteletter, sikke en ros at få…egentligt lidt uforskammet over for denne ædle spise, som at vi i Danmark har kendt helt tilbage fra dengang hvor oldemor stod i køkkenet og komfuret var med brænde.

På landet, i byerne og hos godtfolket har paneret flæsk været en udsøgt spise.
Vi har tilbedt grisen. Kigget på den og tænkt dit dumme svin.... Men grisen er et klogt dyr og den har krølle på halen når den har det godt. Den er designet til at rode i jorden og vende så kolosale mænger af jord, at diverse byggeselskaber godt kunne droppe deres gummiged og i stedet for lade grisen gøre arbejdet. Den er en jægersoldat med tryne. Man lad dig ikke narre, grisen er et klogt dyr, den er social og ja så smager den så vidunderligt godt.

Desværre har vi ikke værdsat grisekød i det seneste år, det er ellers en ædel spise. En gris som har gået ude og rodet i jorden, mærket vinden og luften, fået ævler og orme, ja den levere altså det fineste smagrige kød, som på mange måder slår kalve og oksekød med mange længer.
Så tag nu Louis Armstrong og smæk hans What a wonderful world fra 1967 på transister-radioen og skær så tykke skiver af stegeflæsket og bank det let. Lyt imens til hvad det er Louis siger til os. Krydder med havsalt og frisk kværnet peber. Nu skulle Armstrong gerne synge om venner der trykker hænder og hvordan går det, alt imens grise kødet byder ind til gastronomisk dans. 
Pisk et par æg sammen og gør rigtig rasp klar, ikke det der nymoderne Panko pjat, nej små stykker af brødkrumme altså rasp skal der bruges. Find også dit bedste mel frem til denne særlige lejlighed.
Ja han synger - what a wonderful wold, alt imens du knokler med grisen i køkkenet… Vend flæsket i melet, og derefter så i de piskede æg, slut med rasp, ja masser af rasp. Smelt en god klat smør på panden, gerne sammen med lidt olie og steg så skiverne i dette hav af fedt, uha farverne på regnbuen synger louis, de farver kan man ikke ligefrem sige paneret flæsk byder ind med.
Men duften, ja duften af flæsket som steger i smørret.

De kan kalde det hvad de vil, fattigmands-koteletter, de kan mene at det ikke tilhøre de fine spisesteder og nogen vil sige, paneret flæsk serverer man ikke til de rigtige selskaber.
Men hey, det er mig fuldstændig lige gyldigt, for jeg elsker Louis armstrong, jeg elsker paneret flæsk og bliver den serveret med danske kartofler, hvid sovs med kruspersille, ja så er det vidunderlig spise og så til helvede med alt deres halløj og tjuhej. Paneret flæsk er ægte mad skabt af historien og ikke nuet. Derfor er det også en gåde at denne bombe af kærlighed ikke længere ses som et godt måltid.
Man kan ligefrem fornemme at hvis man nævner paneret flæsk, så rynker nogen på næsen og mener at der er for lidt skyr, broccoli og urhvede i den ret. Men i kan tage jeres englevinger, gastronomiske glorie og hoppe og danse alt i vil.. For vi ved ligesom Louis Armstrong at paneret flæsk er en vidunderlig verden

Nikolaj Kirk 
Fritænker