Kulde, kærlighed 

og Dansk Røde Kors.

Vi blev kontaktet af firmaet Surplus Wonder, som i samarbejde med Dansk Røde Kors havde udviklet en pop-up-butik, hvor den eneste vare var enlige handsker. Salget gik ubeskåret til Hovedstadens Røde Kors’ årlige juletræsfest – en særlig aften, der giver ensomme medborgere mulighed for at fejre jul i selskab med andre.


Sammen med Surplus Wonder agerede vi værter ved lanceringen af denne tankevækkende samvittigheds-performance. Målet var klart: at få folk til at standse op på gaden – netop der, hvor man normalt bare skynder sig forbi. Den enlige handske blev et symbol på ensomhed, og koblingen mellem kolde gader, det finere Frederiksberg og ensomme skæbner førte os naturligt hen til idéen om et moderne suppekøkken – serveret som gastronomisk medie.


I bidende kulde, iført hvide sikkerhedsdragter, megafon og termokopper fyldt med rygende varm blomkålssuppe, mødte vi de forbipasserende. Vi gav dem ikke bare smagsprøver, men også en oplevelse – en varm og nærværende kontrast til følelsen af kulde og ensomhed.

Med glødende hjerter og kærlighed til detaljen – fra hakket persille og purløg til sprødt brød – serverede vi smag, varme og nærvær midt i byen.


Man siger, at forskellighed skaber dynamik og nytænkning. Det er præcis dét, vi arbejder med, når vi udvikler nye formater og smag. Vores speciale er at skabe aktivtet og fællesskab ved at bringe frisk, håndlavet mad ud på gaden – dér hvor mennesker færdes.


Så den 25. november kl. 17 åbnede vi denne særlige Røde Kors-butik – og delte hundreder af økologiske supper ud. En kold dag blev pludselig varm, og de mange gæster fik både noget at styrke sig på og et budskab at tage med sig. For liv, stemning og god mad sætter rammen om de fortællinger, der skal ud og leve.