ER SKIPPERLABSKOVS VERDENS BEDSTE RET.


Den står der i gryden duftende, mosende og så dejlig dyb. Man dypper den store spiseske ned i herlighederne, vrider den lige forbi et lille stykke kød. Ja så man både får lidt moset kartoffel, suppe og kød på skeen inden dyret skal i munden. Er det de syltede rødbeder der gør det? Er det den frække groft hakkede persille? eller er det Laurbærbladene og den sorte peber……?
Nej det er det ikke, det er det hele sammen, ja hele herligheden. Skibberlabskovs er som en god plade med Miles Davis & John Coltrane – Yin og Yang på samme tid. Uden kødet er kartoflerne ikke noget, og uden kartoflerne er kødet livløst. Det skal svinge for at være fuldendt.


Sæt nu bare de herrer på grammofonen, ja lad dem spille ”All of you”. Skær så kødet i små terninger gerne oksekød, tykkam kunne være et godt bud. Imens de starter op med små toner og lette piv, så skræller vi kartoflerne. Hak dem i mindre stykker. Mærk hvor det svinger og vipper i hele køkkenet, ja skru op, op, op op, op for de to herrer og lad dem folde sig ud. Folk klapper i baggrunden, John går til Saxen imens du hælder suppe, skåret kød, laurbærblade og knuste peberkorn i gryden. Kast også sådan lidt skødesløst en håndfuld snittede løg i. Åbn en flaske Bourgogne og skænk et lille glas. Smæk måsen i stolen og fødderne på bordet, til helvede med almindeligheden. Lad så det hele simre og buldre, både musikken og kødet i gryden. ROLIG..! det her er Jazz, så numrene er altid længere end anden afdeling af momsregnskabet. Når kødet er næsten mørt, hældes kartoflerne ved og det hele moses sammen, så de stuver lidt og bliver møre. Jeg aner ikke om hverken John eller Miles spiste skibberlabskovs dengang de truttede på deres horn.


Men det er også lige meget, for vi ved at skibberlabskovs oprindeligt var en ret mange nød på skibene. Både fordi den var nem at lave, mættede godt og fordi man dengang ofte lavede den på saltet kød som kunne holde sig. Der er også lidt uorden i rettens oprindelse, er den tysk, dansk eller engelsk, sågar Norsk er der nogen som siger. Ja den bliver ihverfald spist alle steder og har mange udtryk alt efter hvor du møder den. Men er det ikke også lige meget ? For når man sidder der og dypper skeen i de bløde mosede kartofler, mærker smagen fra laurbærbladene. Oplever den krusede persille, de syrlige rødbeder, ja så forstår man at verden har mange udtryk og det er derfor den er så levende.


Jazz bliver jo heller ikke sat i bås, den udtrykker sig på mange plan og med mange stemmer. Det gør skipperlabskovsen også. Nogle vil mene det er fattigmandsspise, til det er der kun at sige – John, Miles og alle de andre, de startede også på de skumle cafeeer, men når tonerne lød ud af sprækkerne, så kom både godtfolk og kongerne til. Skipperlabskovs er en gude spise, en fest, et måltid som kræver både tålmod, gastronomisk forståelse og kærlighed til det at spise. Derfor er skipperlabskovs måske også verdens bedste ret….


Nikolaj Kirk
Fritænker