HIMBAERNE - MOD SOLNEDGANGEN. 

Jeg trykker hornet i bund, mens jeg et øjeblik overvejer, om jeg skal køre direkte imod ham. Hornet hyler: “Møøt. Møøøøøøøtt. MØØØØØØØTTTTT!”

Det virker ikke.

Sveden springer frem. Jeg tør ikke køre mod ham. Hvad nu hvis han vælter ind over bilen? Hvad hvis bilen bliver totalskadet? Hvad hvis jeg sårer ham?

Vi skal væk. Nu. Der er ikke mange chancer for, at han drejer af. Vejen er omkranset af små volde og tæt bevoksning. Det er et gammelt dyrespor, og det bruger de fleste dyr. Jeg må gøre noget andet. På et splitsekund drejer jeg hovedet og vurderer, om jeg kan vende bilen. Vejen er smal, og siderne er blokeret af sten, buske og ujævn jord – jeg kan ikke vende rundt i ét hug. Det her går ikke, tænker jeg. Hanelefanten kommer buldrende. Nu er han oppe i fart.

Jeg sætter Nissan’en i bakgear, fucker op i gearene, kaster desperat bilen frem og tilbage – tre, fire gange. Det føles som en evighed. Jeg kæmper med pedaler og gearstang, mens støvet står som røgskyer omkring os.

Så er han fremme.

Vi mærker det som et gigantisk slag mod bilens bagende. Han smadrer snablen mod karosseriet lige over højre baghjul. Alt ryster – bilen, os, landskabet. Teltet og flagermuselamperne omme på ladet flyver rundt. Det første slag er sat ind. Gruset hvirvler i luften, og pludselig går det op for mig: Fuglene er forstummet. Der er kun ét lydbillede tilbage – det edderrasende dyrs trampen.

Men så – med ét – smutter bilen rundt.

Jeg kaster firehjulstrækkeren fra 1. til 2. til 3. og så i 4. gear på under fem sekunder, og vi ræser væk. Vi har ikke tid til at kigge os tilbage, men vi kan høre hans dybe brøl og de tunge, rytmiske tramp i gruset bag os. Havde han været bare to-tre meter tættere på, kunne han have knust hele bagenden af bilen som pap.

Vi kører væk ad den bumpede vej med en ordentlig bule i bilen og hjertet i halsen. Et eventyr rigere – og på vej mod endnu et. Vi er på vej mod himbaerne – et stammefolk, som lever helt oppe i det nordlige Namibia, hvor man kun kan komme frem med en solid firehjulstrækker. Vil man være sikker på at nå hele vejen, skal man køre uden for regntiden, for vejene kan ellers forsvinde som dug for solen eller forvandle sig til små floder.

Vi er kørt i regntidens sidste dage – og uden held har vi ikke fundet en firehjulstrækker med spil foran…

OKKERCREME OG FRISK MÆLK – LIVET BLANDT HIMBAERNE.

’Omaihi’ – sådan kalder himbaerne deres mælk. Det er den vigtigste næringskilde sammen med ’mahangu’ – en lokal kornsort.

Kvinderne malker dyrene morgen og aften. Køer og geder giver dog ikke meget mælk, så de malker kun den ene side af yverne og lader den anden stå til kalvene og gedekiddene.

Efter Tjatunga og et par andre kvinder har malket, skimmer de fløden og hælder den i en udhulet kalabas. De sidder og vugger kalabassen fra side til side, og efterhånden dannes fedtklumper. Snart har de fremstillet smør. Vallen hældes fra og gives til dyrene.

Smørret blandes med aske og rød okker, og så har man ’Otjize’ – den rødbrune creme, som er uadskillelig fra himba-kvinderne. Den smøres over hele kroppen og beskytter mod solen. Huden bliver blød, fin og duftende, men alt, man rører ved, bliver farvet rødt – det gælder også mit tøj, som hurtigt får et rustbrunt skær.

De bruger også en anden creme – ’Otizumba’. Den er baseret på vilde urter, bark og smørfedt. Sort og våd, som en naturlig parfume, smøres den på hals og under arme. Den dufter af jord og planter og fjerner svedlugt i den bagende varme.

Begge cremer opbevares i små beholdere af læder eller afskårne kohorn. Himbaerne går ikke i bad, men smører sig dagligt. De dufter vidunderligt – af frisk mælk, røg og vilde urter.

En gang om ugen damper kvinderne deres underliv over et lille bål med særlige urter – en duftende, næsten hellig stund.

Kvindernes hår er et kapitel for sig: Flettet i dreadlocks, dækket af et tykt lag okker og ler. Det tager mange timer. Unge kvinder, som har været i byen, underkastes straks timevis af hårfletning, når de vender hjem.

Om livet bærer de gedeskind og læder med jernnitter. Gifte kvinder bærer en smuk halsring af messing, indsmurt i okker, og på hovedet – et stykke tørret gedeskind som krone. Smykkerne siger alt: jo flere, jo bedre giftermål. Konkylier er særligt værdifulde – havets ekko, langt fra kysten.

Vandet henter kvinderne ved brønde eller kilder. Rundt om anklerne har de spænder af jern, indsmurt i okker – beskyttelse mod slanger i det høje, tørre græs.

OMAERE – EN MÆLKEFERMENTERING FRA EN ANDEN TID.

Det meste af mælken bliver fermenteret – en gammel og enkel proces, som forlænger mælkens holdbarhed. Smagen er syrlig, let brusende og fyldt med liv. Men ja – der kan være klumper i.

Den fermenterede mælk kaldes ’omaere’. Man starter med tørret bark fra acacia, redwood eller mopane, som puttes i en kalabas eller flaske. Den afskummede mælk hældes i, og det hele rystes. Derefter står det i solen – nogle timer eller natten over.

Smagen minder lidt om mongolernes fermenterede hoppemælk – syrlig, livlig og for de uindviede: krævende.

Fermentering har været brugt siden oldtiden. Det er magien, hvor mikroorganismer omdanner organisk stof uden ilt. Vi kender det i vin, øl, ost, surdej, surkål, soja – og ja, vanilje.

I dag springer vi ofte over, hvor gærdet er lavest. Fermentering tager tid og koster penge. Mange af vores sild ligger ikke længere et år i salt, men får et hurtigt syrebad. Resultatet? En slap, bleg sild – uden havets sjæl.