Kald det kærlighed

– Remouladen.

Hvem husker ikke dynamitdrengene, lørdagskylling og en liters cola på glasflaske?
Turene i parkerne efter tomme flasker, blandt gråspurve og flakkende blottere – ja, der søgte vi rundt efter de tomme flasker og deres magiske pant. Det var vejen til skinkekutteren, som talte. En krasser med det hele skulle man have for halvtreds øre...

Madpakken med rugbrødet, de ristede løg og oplevelsen af madpakkepapiret, som var smurt ind i saft fra syltede rødbeder eller remouladen fra pølsemaden. Det var tiden med sort-hvid tv, telefonbokse og senere Commodore 64 – og lyden af sommer med H2O-uniformer.

Remouladen har været der altid – eller, vi tænker i hvert fald, at den har været det.
Kald det kærlighed, kald det lige hvad du vil – åhhhuuuåhh synger vi næsten, når vi smører en leverpostejsmad og lidt uartigt trykker remoen ud over det hele...

Remouladen er så dansk, at vi næsten kan mærke Lars Lilholt synge for os i bøgeskoven på en sommerdag. Vi står der side om side og synger, med skummende fadøl og klaphatte. Også selvom den hverken er højkulturel eller taget i ed blandt de lærde folk.

Remouladen er røven af anden division – men vi elsker den.

En dansk remoulade består af... ja, altså, der er jo sikkert tusindvis af måder, den laves på. Men i klassisk forstand er indholdet sådan cirka: mayonnaise, pickles – gulerødder, kapers, syltede agurker – og ofte tilsmagt med karry og sød sennep.

Vores remoulade – for ja, remoulade er ikke opfundet i Danmark – sorry! – er mere sød og gul end de remoulader, vi støder på i udlandet. I USA er det mere en tartarsauce, i Frankrig kommer de mere selleri i – og sådan bliver remouladen vinklet rundt omkring i hele verden.

I Jylland topper man forårsruller med bjerge af remoulade. Vi ser den i fiskebutikkerne til de sprøde fiskefileter og fiskefrikadellerne. Den er en fast ledsager til frokostbordet, og på byggepladserne har den kronede dage. Ja, selv et smurt rundstykke med birkes stopper ikke remoulademanien.

Men man mener, at de første tegn på jomfrufødslen af remoulade skete i ca. 1600-tallet i Frankrig, af en fransk kok, som skabte en sovs lavet med sennep, kapers og løg. Senere blev denne videreført til den, vi kender i dag, med smage af umami, bitter, cremet og sur-sød sauce.

Først i 1800-tallet kom den søde danske udgave af remouladen, og den blev hurtigt dominerende herhjemme. Rødkål, skiver af ribbensteg, en blød bolle, syltede agurkeskiver – og så smurt med remoulade. Den er der næsten alle steder og bliver slugt i litervis af os danskere.

Jeg tror aldrig, remoulade bliver værdsat, som den burde. Den er en af de mest folkelige helte, som kommer helt nede fra bunden. Den står mejslet i granit, som Holger Danske gør på Kronborg – solidt, sikkert og som folkehelt. Den er overset, fordi den er så elsket.

Og som Lars Lilholt synger:
"Kald det kærlighed, kald det lige hvad du vil, åhhhuuuåhh...
Der findes ingen ord, ingen ord der helt slår til, så kald det lige hvad du vil."

I virkeligheden synger han måske om vores danske remoulade.
En ting er sikkert: Du kan ikke leve et liv i Danmark uden at indtage Danmarks mest oversete sovs.

Tak for remo, tak til Mette, tak til Gud og fædreland.

Nikolaj Kirk
Fritænker