Jordbær i december

kommer fra

månen.

Hvor blev den knasende grønkål af, med de livlige bitterstoffer? Den store, grønne skærmplante, som står udslået og prangende som en paraply rundt omkring i vores land. Hvad skete der med den?

I mit lokale supermarked vrimler det med alt muligt andet – også selvom det er december – og grønkålen kan klare helt ned til 20 graders frost og er lige nu helt suveræn. For når man trækker indkøbskurven ind igennem butikken, støder man hurtigt på grøntsagsafdelingen. Her ligger friske jordbær, sikkert kommet hertil fra Amazonas eller importeret fra månen. Grønne asparges fra Peru og hundredvis af røde og gule peberfrugter fra det sydlige Europa.
Men grønkålen, ja, den ligger i skyggen.

Her er tomater i alle farver og størrelser. Courgetter og auberginer. Små, nye kartofler, som er forvaskede.
Men grønkålen, ja, den ligger i skyggen.

Det underlige er, at grønkålen med sin krøllede struktur både er nem at tilberede og en fest i sig selv. Den er fyldt med antioxidanter, vitaminer og masser af kostfibre – noget, som bygger vores krop op. Den kan spises rå, dampet, kogt, stegt og friteret. Den fungerer godt sammen med både fisk, fjerkræ, kalv og oksekød. Den kan også bare spises sammen med andre grøntsager på en kødfri dag.

Det underlige er, at vores butikker burde bugne med grønkål – kæmpe bjerge, stakke, trækasser fyldt helt op til loftet med disse skønne stokke. Grønkålen er vores smukkeste vintergrøntsag. Den har været her igennem Danmarks historie og hjulpet os gennem den kolde og mørke vinter.
Nu svigter vi grønkålen.

Vi stopper asparges, peberfrugter og tomater i kurven, fordi vi tror, det både er nemmere og måske også bedre.

Vi bør vende skuden og igen begynde at udnytte vores egne grøntsager, følge årstiderne og bruge de grøntsager, som kommer til os. Faktisk ville det være den bedste diæt for Danmark, at vi spiser det, som dyrkes lokalt og i sæson. Vi bør spørge vores folkevalgte, om ikke udviklingen skal stoppes.
Kunne man begynde at favorisere lokale, årstidsbestemte grøntsager, af den ene grund, at de gavner folkesundheden?

Kunne man sænke momsen på årstidsbestemte grøntsager, der er lokalt produceret?

Hvis vi ikke begynder at nytænke og gribe ind, bliver butikkerne kun fyldt med endnu flere produkter fra Amazonas, Hawaii og månen. Vi skylder hinanden, grønkålen og vores landbrug, at vi griber til egen barm og sætter stærkt ind over for tabet af vigtige grøntsager fra vores land.

Valget kommer snart – vi mangler bare at høre magthaverne, hvad de har af planer for vores madkultur i fremtiden.
Gud bevare grønkålen – også på månen.

Nikolaj Kirk
Fritænker