Danmark er ikke en sang 

om en ung blond pige, 

men derimod om en hornfisk med grønne ben.

I et land uden høje bjerge, men med masser af kystlinje, kommer hornfisken til. Den runder snart Grenen, vælter ind i sunde og bælter. De kommer i tusindvis, helt ovre fra de sydvestlige farvande ved de britiske øer.

Hornfisken har en langstrakt, tynd krop. Både ryg- og gatfinne sidder meget langt tilbage på kroppen. De grønlige ben virker magiske ved filetering, og skindet glinser som ny pudset sølv. Hornfisken er nok en af de mest oversete fisk på den gastronomiske himmel. Den værdsættes simpelthen ikke på restauranter eller andre fornemme steder.

Men ude i landet lever den sit helt eget liv – blandt børn og voksne. Den fanges, vendes i mel og brunes i frisk smør. Der bydes på stegt hornfisk med nye kartofler, dild og citron. Duften af stegt hornfisk fornemmes lige om lidt overalt i landet – fra de åbne vinduer i gaderne, fra parcelhusene, fra gårdene og lejlighederne. Duften af stegt hornfisk er duften af dansk forår.

Stegt hornfisk er simpelthen en gudespise – dens milde, men saftige kød og det fine skind klæder vores start på året.

Om lidt skydes sæsonen i gang. De første meldinger om hornfisk kommer oppe fra den nordlige del af Vesterhavet, videre ind i Østersøen og til bugter og kyster. Den kommer med en historie om at blive glemt – ikke rigtig forstået. En slags outsider, som altid har været her, men som aldrig er blevet taget seriøst.

Lad os da, for ind i helvede, begynde at tale denne smukke fisk op! Lad os stege den, sylte og bage. Lad os binde den i rebet på flagstangen og fejre den over hele landet uden høje bjerge.

Vi er en hornfiskenation, og vi bør løfte denne råvare op, hvor den hører hjemme – blandt de højeste gastronomiske bjerge.

Glæd dig – i år bliver hornfiskens år.

Nikolaj Kirk
Fritænker