​HIMBAERNE - MOD SOLNEDGANGEN

Jeg trykker hornet i bund, mens jeg overvejer, om jeg skal køre imod ham. Hornet hyler “Møøt. Møøøøøøøtt. MØØØØØØØTTTTT!”
Det virker ikke. Sveden vælter frem. Jeg tør ikke køre mod ham, for hvad hvis han vælter ind over bilen? Hvad hvis bilen bliver totaltskadet ? Hvad hvis jeg sårer ham ? 

Vi skal væk. Lige nu. Der er ikke mange chancer for at han drejer af, for vejen er omkranset af små volde og bevoksning, så vejen er det spor, mange dyr bevæger sig af. Jeg er nødt til at gøre noget helt andet. På et splitsekund drejer jeg mig og vurderer, om jeg kan vende bilen. Vejen er smal og siderne blokeret af volden, kæmpestore sten og ufremkommelige buske, så jeg kan ikke vende rundt i ét hug. Det her går ikke, tænker jeg.

Hanelefanten kommer buldrende, nu er han oppe i fart. Jeg sætter Nissan'en i bakgear, fucker op i gearene, kaster desperat bilen frem og tilbage. Tre, fire gange.
Det føles som en evighed, og jeg kæmper med pedaler og gearstang, mens støvet står ud til alle sider omkring bilen. Så er han fremme. Vi mærker det som et gigantisk slag mod bilens bagende. Hanelefanten smadrer snablen mod karosseriet lige over højre baghjul. Alt ryster både bilen og landskabet. Teltet og flagermuselamperne omme på ladet ryger rundt. Han har sat sit første slag ind. Gruset flyver rundt i luften og pludselig går det op for mig, at fuglene ikke synger længere. Der er kun det edderrasende dyrs trampen. 
Men så med ét smutter bilen rundt. Jeg kaster firehjulstrækkeren fra 1. til 2. til 3. og så i 4. gear på under fem sekunder, og vi ræser væk. Vi skal helt væk. Vi har ikke tid til at kigge, men vi kan høre ham give lyde og trampe frygtindgydende i gruset bag os. Havde han været to-tre meter længere fremme, kunne han så let som ingenting have kværnet hele bagenden af bilen.

Vi kører væk på den bumpende vej med en ordentlig bule i bilen. Et eventyr rigere og på vej mod endnu et. Vi er på vej mod himbaerne, et stammefolk som lever helt oppe i det nordlige Namibia, hvor man kun kan komme frem med firehjulstrækker. Vil man sikre sig at nå hele vejen, skal man huske at køre uden for regntiden, da vejene ellers nærmest er forsvundet eller er blevet til små floder. Vi er kørt i regntidens sidste dage, og desværre har vi ikke haft held til at finde en firehjulstrækker med spil foran….. - Vi sætter os ved bålet en aften, Tjanangombe og jeg. Et lille fint et vi sidder tæt sammen. Vi taler ikke, men sidder bare stille og kigger mod himlen. Månen er stor, rund og orange, og der er stjerner overalt. Han er en venlig mand. Drilsk og nysgerrig, for han udfordrer mig i de få afrikanske gloser, jeg har lært. Ud over sine tre koner er han indehaver af bopladsens 300 geder og 220 køer, som alle bliver passet af de unge, næsten voksne, knægte. Om morgenen driver de dyrene ud af bopladsen for at finde områder, hvor de kan græsse og finde planter at tygge i sig. Hvis dyrene skal drives for langt, rives bopladsen op og rykkes til et nyt sted. 

En dag tager jeg med de unge mænd ud og drive kvæg. Undervejs er der en, der spørger om jeg er tørstig. Selvfølgelig er jeg tørstig. De unge kvægdrivere laver en fin lille drik ved hjælp af en moden baobabfrugt fra træet. Frugten er vel på størrelse med en melon og brun på ydersiden med små fine “hår” på. Han stikker et hul i den og kommer friskmalket gedemælk direkte ned i. Så lukker han hullet og ryster frugten grundigt, så frugtsaft, kerner og gedemælk rystes sammen. Det er vigtigt, at baobabfrugten er helt moden, siger han. Vi drikker den herligste yoghurt-agtige frugtsaft direkte fra hullet. Den læsker godt i varmen, som er over 50 grader på dette ubarmhjertige sted. 

OKKERCREME OG FRISK MÆLK "HIMBAERNE"

’Omaihi’. Det kalder himbaerne deres mælk. Det er den vigtigste næringskilde sammen med ’mahangu’. Kvinderne står for at malke dyrene om morgenen og så igen om aftenen, når de er blevet drevet ind på bopladsen af mændene, men køer og geder giver ikke meget mælk i forhold til danske dyr. Kvinderne malker ofte kun den ene side af yverne og lader den anden stå til kalvene og gedekiddene.

Efter Tjatunga og et par andre unge kvinder har malket dyrene, skimmer de toppen af mælken fra. Den skimmede mælk – som vel i virkeligheden er fløde – hældes så i en hul kalabas. Kvinderne sidder og ryster kalabassen fra side til side, og efter et stykke tid dannes fedtklumper, der bliver større, og til sidst er smørret skabt. Det så jeg en af kvinderne gøre, da jeg ankom til bopladsen på min første dag. Vallen hældes fra smørret og gives til dyrene. 

Smørret bliver blandet med aske og okker, og så har man 'Otjize', en creme som er utvetydigt forbundet med dette folk. Den er rødbrun og smøres over hele kroppen. Det er kun kvinderne, som bruger denne okkercreme, der holder huden imponerende ung i den bagende sol. Cremen giver en smuk, blød og fin hud, men den farver også alt man rører ved eller støder ind i, hvilket ses tydeligt på det tøj jeg bærer, allerede efter meget kort tid. Kvinderne bruger også en anden creme – ’Otizumba’. Den er baseret på ekstrakt af vilde urter, bark, rødder og igen smørfedt. Denne creme er næsten sort og mere våd i konsistensen. ’Otizumba’ bruges omkring hals, under arme og er en slags parfume, som kan smøres på i løbet af dagen og fjerner svedlugt. Begge cremer opbevares i små krukker lavet af læder og afskåret kohorn. Himbaerne går ikke i bad, men smører sig hver dag med ’Otjize’ og ’Otizumba’. De dufter vidunderligt af en blanding af frisk mælk og vilde urter. En gang om ugen damper de deres nedre dele ved et lille bål, med specielle urter. 

Kvindernes hår er en videnskab for sig: Det er flettet i en slags dreadlocks, som derpå smøres ind i et tykt lag okker og ler. Det tager mange timer at få håret ordnet. Unge himba-kvinder, der har været væk fra bopladserne og prøvet lykken i byerne, bliver straks underlagt timevis af hårfletning, når de kommer tilbage. Omkring livet slynger de gedeskind og læder – påsat jernnitter. Om halsen bærer de gifte kvinder et yderst smukt smykke, en halsring lavet af messing, som er indsmurt i okker. På hovedet bærer de tørret gedeskind som en slags krone. Himbaerne smykker sig med konkylier, der er meget kostbare, da de bor så langt væk fra havet. De holder af perlekranse, og de elsker massevis af indsmurte messingsmykker. Jo flere smykker, desto bedre giftermål har man haft. 

Det er kvinderne, som hver dag henter vand ved lokale udborede brønde eller ferskvandskilder. Omkring anklerne har de store spænder med jernnitter, der er indsmurt i okker. De beskytter mod slangebid, når de går igennem det lange græs som er afsvedet af solens stråler. 

Omaihi-mælken bliver mest af alt sat til at fermentere. Denne primitive gæringsproces giver himbaerne mulighed for at opbevare mælken og videreudvikle den til smør og andet. Fermenteret mælk skal man lige lære at drikke for at kunne elske den. Smagen er fin, let brusende og syrlig. Men det skal nævnes, at der undertiden kan være klumper i mælken. Den fermenterede mælk hedder ’omaere’ og processen er egentligt ganske enkel: Himbaerne tager let tørret bark fra acacia, redwood eller mopana. Barken proppes i en kalabas-beholder eller en plastikflaske, hvori der hældes den mælk, der er blevet tilbage fra afskumningen af fløden. Derefter rystes den let og lukkes til. 

Så stilles beholderen i solen i nogle timer eller til næste dag, alt efter årstid og temperatur. Man kan mærke forskellen fra frisk mælk ved den brusende effekt, der kommer ved gæringen. Faktisk minder denne mælkeforarbejdning meget om den, som nomaderne i Mongoliet bruger til at fermentere deres hoppemælk. Fermentering har været brugt som konservering siden oldtiden. Det er en gæring, hvor mikroorganismer frigør kemisk energi ved nedbrydning af organisk matriale uden brug af ilt. 

Man kan udnytte fermentering på mange måder. Således kan man opnå gæring, både når man salter, når man lufttørrer og hvis man har en sukkerholdig væske. Det hele afhænger af mikroorganismerne, som er til stede, og processen kan være svær at styre. Vi kender det fra vin, øl, ost, surdej, surkål, soja og ja, også vaniljestænger, der alle indgår i fermenteringsprocesser. 

I dag snyder vi ofte i den vestlige verden, da fermentering kan tage land tid og både koster penge og besvær. Fx kommer mange af vores sild ikke længere 12 måneder i tønder med salt, men bliver proppet ned i et syrebad, så de efter kort tid er klar til at blive marineret og solgt. Forskellen er ofte kolossal, da saltede sild både er smukke i farven, har et rigtigt bid og dufter af hav, hvorimod syredyppet sild har et mælkehvidt skær, biddet er slapt, og de dufter syrligt.