NordGrønland

DET ER SÅDAN VI SKYDER
Den sidder fast i riflen, den er frosset i selve bundstykket, kammeret hvor patronen proppes ind har sat sig.
Riflerne her i Nordgrønland er gamle. Nogle er helt fyldt med rust og ligner noget, man ikke kan skyde med. Flere af dem er fra starten af nittenhundredetallet og er pakket ind i gaffatape for at holde dem sammen. Her er ikke nogen, der har det nyeste hippe isenkram – kan det skyde, så kan det bruges.
Peter hælder lidt petroleum ud over bundstykket og giver det en smule varme med hænderne, og så er riflen klar igen og virker upåklageligt. Peter tjekker den gentagne gange, mens vi sidder der i jagtskuret og prøver at få banket kulden ud af kroppen fra en lille varmekanon.
Det er skide koldt, og fingrene bider noget så frygteligt efter turen over isen på slæden i flere timers strid frost. Vi er fremme ved fjeldet nu, der hvor sneharerne lever i tusindvis. Vi sidder bare lige lidt i skuret, inden eventyret tager os op på selve fjeldet.

Peter griner, han er klar og iført sine isbjørnebukser med røde seler. Han har en datter og en lille søn på seks og otte, de skal også være fangere når de bliver store. Altså efter de er blevet ninjahelte, som de viste mig i byen den anden dag, med både spark og slag i luften.
Bukserne er geniale her i disse arktiske strabadser. På indersiden af taljen er der sælskind, og udenpå taljen er selve isbjørneskindet syet på. Skindet beskytter lårben og knæ mod den dræbende kulde på slæderejsen, når fangerne drager ud.

Peter er iført disse gennemprøvede bukser. Imellem dem og kamikkerne har han trukket et lille bånd op, der fungerer som en slags bindeled mellem bukserne og kamikkerne. Båndet er lavet af tørret polarræv og sidder og holder luft samt sne ude mellem de to beklædningsstykker. Kamikkerne var helt hvide fra nye, forklarer han mig, men de er blevet brune med tiden efter hundredvis af fangstrejser. De er lavet af sælskind, der er tørret uden hår, og indeni er de foret med det blødeste hareskind. Som en fin lille detalje viser Peter mig med et lille skævt smil, at han bruger almindeligt vat fra købmanden som såler.
Han griner og siger at det er hans kone, der har opfundet disse vatsåler og det er genialt mod frost. Hun bruger næsten en hel pakke, som hun trykker hårdt sammen og derefter formgiver til hans fodsåler.
Jeg tror ikke, mine fødder kunne klare kulden med et par vatsåler som Peters. Men han er jo også født her og er vant til temperaturer minus 25 grader eller koldere, som det er lige nu. Jeg kigger på ham og hans slædehunde, der ligger udenfor det lille gule jagtskur med de brune vindueskarme. Kulden bider ikke rigtig på ham.
Det er voldsomt stejlt, og man skrider let i de små, løse sten som ligger overalt på fjeldet, som var de drysset med let hånd.
Brune, sorte og røde sten, nogle med tynde striber, som danner fine mønstre i det let rodede landskab. Is og sne byder ind i kampen lidt som flødeskumspletter på en konditorkage og danner et landskab, der ikke ligefrem vidner om den vilde bevoksning, som findes om sommeren. Her finder inuitterne sortebær, tyttebær, fjeldsyre, rosenrod og kokleare med mere. Men det er vinter nu, og her er intet grønt.

Der lyder et skud 'DANG!' og et mere. Peter smiler og kigger ud over fjeldet, mens han rækker den ene finger i vejret.
”Lucky Luke, det er mit navn,” griner han, og så et skud mere, og haren vælter omkuld. Den triller let rundt i sne og småsten, hvorefter den ligger stendød i kulden.

SPÆKKET MED SØKONGER
Hendes læber er smurt ind i blod, og brillerne dugger så meget, at der dannes små perler af damp foran hendes smilende øjne. Vi griner, skraldgriner højlydt af bare fryd. 
Det er voldsomt, skarpt og ildelugtende det her, men samtidig også sjovt. Birthe Naduk er en skøn dame, jeg bor hos nogle dage i Qaanaaq, før jeg skal videre med fangerne. Hun er venlig og på sin helt egen måde yderst morsom. Også når vi fråder i syltede søkonger.
Birthe har et kraftigt ar over det højre øje fra dengang hun blevet overfaldet af 31 slædehunde en sen aften på vej hjem til sit hus i byen. Kun med held kunne hun rejse sig op og jage de glubske hunde væk, mens blodet fossede fra hendes hovede.

Vi mødes ofte på trappen til huset, hvor vi sidder sammen og kigger ud over Inglefieldfjorden. Hele inderfjorden med fjelde og isbjerge er frosset til, den er omkranset af havisen, der ligger i en massiv kappe helt ud til horisonten. Qaanaaq er en smuk by, med fine, små, farvestrålende huse plottet ind langs foden af fjeldet. Her bor under 500 personer, og mange af dem lever udelukkende af fangst. Vi ser fangerne, når de tager ud på deres slæder mod Savissivik syd for byen eller drager mod nord i retning mod Siorapaluk, hvor der også er gode jagtområder. Om sommeren jager de fra kajak eller båd. Nu, i vinterens massive kulde, finder de tilbage til slæderne med hunde.
Der er flere tusinde slædehunde her i Qaanaaq. Hundene ligger langs iskanten i den ydre del af byen, fordelt i små grupper, så de ikke kan bide hinanden til blods i kampen om deres plads i hierarkiet. Byen er rodet, gamle maskiner ligger langs iskanten, udpinte skuder og afbrækkede stykker jern eller plastik er nærmest drysset ud over hele byen, som var det en isvaffel med krymmel.

Isbjørneskindene hænger til tørring på trærammer flere steder i byen, og skindet skal bruges til bukser og som kanter til handsker. Der hænger også hundeskind til tørre langs facaderne på husene.
Birthe fortæller mig om fangernes skikke. Den fanger, som skyder en isbjørn og rører den som den første, får forreste del med hovedet, mens den næste får midterstykket, og bagdelen kan deles i to stykker, hvis man er fire fangere ude. Kød og indvolde fordeles og sælges til resten af byen. Det vidner om storhed og overlevelse, at man deler dyret på denne måde. Birthe rejser sig op fra trappen og siger på vej ind i varmen og stanken, at hundeskindene syes på kanten af anorakkerne og somme tider også på handsker, hvis der ikke er isbjørneskind nok. Hun smider sin smøg i en gammel Sadolin malerdåse, som der er skåret hul i. Den er placeret ved siden af døren.
Det er søkonger, vi spiser, det er dem som lugter så ilde. Vi er midt i Nordgrønlands nationalret kiviaq – som vel kan oversættes til 'syltede søkonger'. Det er en genial metode, de bruger til at opbevare og tilberede disse fugle. Fangerne tager en sæl, skærer den op og tager kødet og benene ud, sådan at der stadig er et tykt lag spæk på indersiden af sælen. Nu pakkes så 400–500 søkonger ind i sælskindet.