De klapper tre gange. Tre gange i slowmotion – stille og roligt – så der imellem håndfladerne dannes en dyb, tung lyd: dunk... dunk... dunk.

Kokosskålen rækkes over til manden med kava-skålen, der sidder i midten af det hele.
Vi sidder på flettede barkmåtter i brune nuancer, som danner et klassisk stillehavsmønster af zigzag og trekanter.

Det er ved siden af baptistkirken, denne lille forsamling en helt almindelig dag sidder samlet.
En grøn plastikpresenning er spændt ud over os, så skyggen svaler i den bagende sol.

Temperaturen er langt over 38 grader, og selvom vi kun er 2-300 meter fra havet, føles alt varmt, tungt og udmattende i dette klima.
Vi sveder – nej, vandet pibler ned ad kroppen – man er helt klistret, og t-shirten er som en våd karklud.

Klap, klap, klap – eller dunk, dunk, dunk – lyder det igen.
En messende, nærmest tranceagtig lyd fylder "lokalet".

Den næste har drukket sin portion kava, og klappene gentager sig – igen og igen – efter hver enkelt person har drukket.
Det er en lang ceremoni. Ikke noget, der skal overstås i en fart. Det er tiden selv, der arbejder sig gennem det – time for time.

Vandet er fladt, lyseblåt, og strækker sig så langt øjet rækker.
Man vader stille og roligt hen over bunden, spejder fra sten til sten, fra koral til koral og mellem de mange tangplanter.
Øjnene skal være på stilke – parate – og det er ikke nogen nem opgave.

Sølvglinsende fisk suser forbi, og krebsdyr i alle størrelser kigger frem fra deres huller, men smutter hurtigt væk igen, når man nærmer sig.

Tangen varierer i farver fra lys og mørkegrøn til gul, rød, lilla og næsten sort.

Dykkerbrillerne strammer om baghovedet – gummiremmen spændt tæt for at holde vandet ude – men som tiden går, bliver presset ubehageligt og giver hovedpine.

Spyddet har tre kroge og er ikke meget længere end en paraply.
Det er en metode, der kræver præcision og lynhurtig snilde.

Først spotter man blæksprutten – så gælder det om at finde den rette vinkel, inden man dykker.
Med et nærmest mekanisk tag dykker man ned, holder spyddet i korrekt vinkel... og krydser fingre.

Ofte lykkes det ikke. Igen og igen forsøger man.
Timelønnen for fangsten? Bedst ikke at tænke på det – for så giver det ingen mening.

Men herude, på de små øer, er tid noget, man har nok af. Og havet er spisekammeret.
Alle tanker om timer og løn er meningsløse.

Hvis man ikke bevæger sig væk fra kysten – mindst en kilometer op og ned – fanger man slet ingenting.

Det er blæksprutter, vi jager. Fine blækdyr på størrelse med en fodbold.
De er nærende og rige på kød – men svære at fange. Mestre i at smutte væk, gemme sig i huler, eller sprøjte blæk for at sløre jagten.

Jeg er ingen mester i spydjagt efter blæksprutter – og slet ikke med et lille spyd.
Damerne derimod... de har styr på det. Ikke at de altid får gevinst, men de formår at fange sprutter nok til, at deres flydepontoner – som de trækker efter sig i en snor – langsomt fyldes, mens de sweeper vandet langs kysten.

Først gøres skålen klar. Den vaskes og tørres.
Derefter hældes friskt vand i – et par liter.

Den tørrede og stødte kava-rod knuses til et fint, brunligt pulver.
Det kommes i et lille klæde og pakkes sammen til en rund "taske".

Tasken sænkes ned i vandet, og så begynder "guldvasken".
Med hænderne masseres roden, og langsomt skifter vandet farve – fra glasklart til mælket. Processen gentages igen og igen, til vandet er helt mælkehvidt.

Det kræver erfaring at vurdere, hvornår kava-roden har afgivet al sin smag, sine virkestoffer og sin energi.

Derfor er det ofte den samme person, der står for denne del af ceremonien.

En poleret halv kokosnød fyldes med kava-drikken.
Indholdet hældes tilbage i fadet fra høj højde.
Igen og igen gentages dette – en iltning af drikken, lidt som senegalesisk myntete.

Det er en del af ritualet, men også en måde at gøre den flade smag mere frisk og livlig.
En teknik, vi kender i mindre grad fra vinens verden.

Taveuni er en lille ø – en del af de over 300 småøer, der sammen med de 9 hovedøer udgør Fiji.
Knap 100 af øerne er beboede. Taveuni huser under 200 mennesker.

Når man står her – efter en rejse så lang, at man næsten kan mærke verdens kant –
så føles New York, Trump, Berlin og Merkel meget langt væk.

Her føler man sig ikke som en del af det "fine selskab", der sætter klodens dagsorden.

Her leves livet fra hånden.

Proteinerne kommer fra havet. Grøntsagerne – taro, bananer, plantains, kokos og et væld af bladgrønt – hentes fra landsbyens imponerende have.

Jo, de er en del af verden. Men bekymringerne er de samme som alle andre steder:
Klarer børnene sig? Kommer der mad på bordet? Hvad bringer fremtiden? Og hvad sker der, når jeg bliver gammel?

Skålen – den polerede kokosnød – sendes nu i min retning.
Den er fyldt næsten til randen med den mælkeagtige væske.

Mine hænder ryster let, da jeg tager imod den.
Jeg er blevet informeret om drikkens virkning.

Alle rugbyspillere i Fiji – hvor rugby er nationalsport – bruger kava i deres træning.

Rugby spilles baglæns, men scores fremad.
Kava virker lidt på samme måde: Den beroliger, afslapper, fjerner smerter i led og løsner spændte muskler.
Enhver rugbyspiller med respekt for sig selv drikker derfor kava efter kamp – for at restituere hurtigt.

Jeg løfter skålen til læberne.
Duften er en blanding af revet muskatnød og tørret træfiber.
En snert af nød, lidt som et nedslidt håndboldgulv, der for længst har brug for en omgang harpiks.

Jeg nipper til drikken.
Slynger den rundt i munden. Svælget fyldes. Det begynder at prikke på tungen.
Så bobler det. Mere prikken.

Min tunge forvandler sig til en død muskel.
Den fungerer ikke længere som et organ, der kontrollerer sproget.

Nej – det føles som om en ond tandlæge har givet mig 21 bedøvelser på én gang.
Tungen er følelsesløs. Den hænger bare derinde – som en hundetunge, der flagrer ud af bilvinduet.

Jeg fornemmer ikke de tunge dunk, dunk, dunk.
Jeg oplever ikke næste kokosnød, væsken, mødet med læberne eller den tryllebundne duft af nød og harpiks.

Jeg husker ikke timerne, samtalerne, den trykkende varme eller tiden under den mørkegrønne presenning.

Jeg husker det ikke – for jeg flyver.

Min krop løfter sig og sejler hen over Stillehavet og de mange små øer, som tilsammen udgør Fiji og resten af Polynesien.

Jeg ser damerne med dykkerbriller.
Jeg ser blæksprutterne blive banket mod sten, renset og kogt i frisk kokosmælk.
Jeg ser perlemorssommerfugle, vilde orkidéer, så massive og overdådige, at det næsten er for meget.

Jeg ser rugbydrengene kæmpe for stolthed og mesterskaber.
Jeg ser en nation af stolte mennesker, som lever så langt væk fra alting, at resten af verden næsten er ligegyldig.

Og hey...
Da jeg vågner igen, kigger jeg ud over Stillehavet –
og ja –
jeg forstår dem så godt.

Her, på kanten af verden.