FIJI - HAN KYSSEDE EN BLÆKSPRUTTE TUNGE

De klapper tre gange. Tre gange i slowmotion, stille og roligt så der imellem håndfladerne dannes en dyb tung lyd, dunk, dunk og dunk.
Kokosskålen rækkes over til manden med cawa skålen der sidder i midten af det hele.
Vi sidder ned, på flettede bark måtter, i brune nuancer, som danner et klassisk stillehavsmønster i zik zak og trekanter. 
Det er ved siden af baptistkirken, denne lille forsamling en helt almindelig dag sidder sammen. 
Der er spændt en grøn plastik presenning ud over, så skyggen kan svale lidt i den bagende sol.
Temperaturen er langt over de 38 grader og selv om vi kun er 2-300 meter fra havet, så føles det hele så varmt, tungt og udmattende i dette klima. 
Vi sveder, ja vandet faktisk pibler ned af kroppen på os, man er helt klistret og t-shirten er som en våd karklud.


Klap, klap, klap eller dunk, dunk, dunk lyder det igen. En messende, nej trance-agtig
Lyd som fylder ”lokalet”
Den næste har drukket sin portion cawa og klappene gentager sig igen og igen, efter hver eneste som har drukket.
Det er en lang ceremoni, ikke noget med at få det overstået nu og her, derimod så er det tiden som arbejder sig igennem det, time for time.


Vandet er fladt, lyseblåt og strækker så sig langt som øjet rækker.
Man vader stille og roligt hen over bunden. Spejder, fra sten til sten, fra koral til koral og igennem alle de mange tangplanter.
Øjnene skal være på stilke, parate og det er ikke nogen nem opgave det her.
Sølvglinsende fisk suser forbi og krebsdyr i mange størrelse og former kigger på. Fra deres huller for derefter at smutte ned igen, når man nærmer sig.


Der er tang i lyse og mørke grønne farver, gult og rødt, lilla og næsten sort.
Dykkerbrillerne bider lidt i baghovedet, det er gummi remmen som sidder stramt og spænder omkring hovedet, for at holde tæt når man dykker ned i vandet, men som tiden den går, så bliver presset altså trykkende og giver hovedpine.


Spyddet er med tre kroge og ikke meget længere end en paraply.
Det er en metode som kræver præcision og lyn hurtig snilde.
Først ser man den, så gælder det om at finde den rigtige vinkel, inden man dykker ned.
Med et nærmest mekanisk tag, dykker man i og holder spyddet i den korrekte vinkel og så krydser man bare fingre.


Ofte lykkedes det ikke, igen og igen, gør man forsøget. Timelønnen for fangsten skal man ikke tænke på, for så giver det slet ingen mening.
Men herude på de små øer, er tid noget man har nok af, og havet er der hvor råvarene kommer fra. Så alle tanker omkring timer og løn er meningsløse.
For rykker man ikke ud fra kysten, godt en kilometer op og ned, så fanger man slet ingen ting.


Det er blæksprutter vi jager, fine blækdyr på en fodbolds størrelse.
De er rige på kød, og nærende. Men de er svære at fange og er både mestre i at smutte væk, gemme sig i en stenhule, eller bare sprøjte blæk så jagten bliver sløret.


Jeg er ingen mester i spyd jagt efter blæksprutter, og slet ikke med et lille spyd.
Damerne derimod, har et bedre tag på det. Godt nok, er der heller ikke gevinst hver gang for dem, men de formår faktisk at fange sprutter så de stille og roligt kan fylde deres flyde ponton, som de har i en snor efter sig, imens de sweeper vandet langs kysten.


Først gør man skålen klar, vasker og tørrer den. Derefter hældes det friske vand i, et par liter.
Den tørrede og stødte cawa rod, knuses/stødes til et helt fint brunligt pulver.
Dette kommes så i et lille klæde og pakkes sammen, så man får en lille rund taske.
Nu sænkes ”tasken” med cawa roden ned i vandet og så begynder guldvasken.
Med hænderne masseres roden, og langsomt begynder vandet at skifte farve fra glas klart, til et mere mælket udtryk. 
Man gentager denne proces igen og igen, så vandet bliver helt mælkehvidt.
Det kræver en vis visdom for at kunne se, hvornår den knuste cawa har sluppet alt sin smag, virkestoffer og energi.


Det er derfor ofte den samme person som foretager denne udvaskning af cawa roden.
En lille poleret halv kokosnød, fyldes med cawa drikken, den løftes op og indholdet hældes tilbage i fadet fra høj afstand. Igen og igen fyldes kokosskålen med cawa og derefter hældes det ud igen. De ilter drikken, lidt som når folk i Senegal drikker deres mynte te.
Det er en del af et ritual, men også en måde at gøre den ellers lidt flade drik mere frisk og livlig, en teknik vi kender i mindre grad fra når vi ilter vores vin.


Taveuni er en lille ø, en del af de over 300 små øer som danner Fiji sammen med de 9 hovedøer, der alle ligger i den sydlige del af stillehavet,
Knap 100 af øerne er beboet og Taveuni byder til verden med under 200 beboere.
Når man står her, efter en rejse så lang at man næsten kan mærke kanten af verden.
Så mærker man også, at der er langt til New York, Trump, til Berlin og Merkel.
Det er ikke her man føler, at man er en del af det fine selskab som sætter klodens dagsorden.
Derimod så leves der fra hånden, proteinerne kommer fra havet, grøntsagerne ”Taro rødder, bananer, plantain, kokos og et hav af diverse bladgrønt” allesammen fra landsbyens inponerende have.
Nok er de en del af verden, men de har fuldstændig de samme bekymringer som alle andre, også selv om de ikke er klode dagsordens skabende.
Klare børnene sig, kommer der mad på bordet, hvad byder fremtiden og hvad når jeg bliver gammel.


Skålen, den polerede kokosnød sendes nu i min retning, den er fyldt op næsten til randen med den mælkeagtige væske.
Mine hænder ryster let, imens jeg tager imod skålen.
For mine øre er blevet informeret om drikkens virkning. Alle rugby spillere i Fiji, som også er national sporten på Fiji, bruger Cawa drikken i deres træning.
Rugby er et spil hvor der scores fremad men spilles baglæns, bolden blive simpelthen kastet bagud imens man rykker længere og længere frem imod målet.
Cava drikken har lidt af det samme, dens virkning virker beroligende, afslappende og skulle fjerne smerter i led, samt løsne spændte muskler op.
Derfor benytter enhver rugby spiller med respekt for sig selv, også virkningen fra denne efter endt spil, så kroppen hurtigt og nemt restituerer sig igen.


Jeg løfter skålen op til læberne, duften er en blanding af revet muskatnød og tørrede træfibre.
Lidt nød, lidt som et nedslidt håndbold gulv, der for længst skulle havde haft en omgang harpiksklister igen.


Jeg nipper let til drikken, slynger den rundt munden, svælget fyldes med væsken. Det begynder at prikke på tungen. Så bobler det, mere prikken, jeg fornemmer at min tunge omformes til en død muskel, der ikke længere fungerer som det organ der skal kontrollere det som kommer igennem munden.
Nej mere som om en ond tandlæge lige har givet mig 21 dobbelt bedøvelser på en gang.
Min tunge er følelsesløs, den hænger bare derinde, som en hunde tunge, sådan en som når hunde stikker hovedet ud af bilruden og lader tungen flagre i vinden.
Jeg fornemmer ikke de tunge dunk, dunk, dunk. Jeg oplever ikke den næste polerede kokosnød, væsken, mødet med læberne og den tryllebundne duft af nød og harpiks på en gang.
Jeg husker ikke timerne, samtalerne, den trykkende varme eller de mange timer under den mørke grønne presenning – jeg husker det ikke, fordi jeg bare flyver afsted, min krop løfter sig og svæver, nej sejler hen over stillehavet og de mange fine små øer som danner Fiji og resten af Polynesien.
Jeg ser damerne med deres dykkerbriller, jeg ser blæksprutterne som bliver banket på stenene, for derefter at blive renset og kogt med frisk kokosmælk.
Jeg ser perlemorssommerfuglene, de vilde orkideer som er så massive her, at det næsten er for overlegent.
Jeg ser rugby drengene, kæmpe for stolthed og mesterskaber.
Jeg ser en nation af fine mennesker, som lever så langt væk fra alting, at alt rundt om dem næsten kan være lige meget.
Og hey, da jeg vågner igen, kigger jeg ud over stillehavet og ja, jeg forstår dem så godt, her på kanten af verden.