Caribien - Et folk i fart og farver

Fra Granada til Sankt Lucia

De farvestrålende snørebånd er blevet strammet, en dobbelt sløjfe sluttet i den skarpe eftermiddagssol. Spændingen er til at skære igennem på det lille lokale stadium, hvor fremtidens måske kommende store 100 meter løbere er samlet. 
Familier og venner er mødt op og står og griner og sludrer ved grill-butikker hvor der sælges kylling, stegte madbananer, kolde rørsukker-øl og søde tamarin-vingummi som ligger og damper i den bagende sol. 
Seriøsiteten er malet i ansigterne på de unge mennesker, som står langs den kridtede græsbane. De holder sig helt i ro inden de skal ud på de legendariske distance. Dét her er Caribien.

Det er her fremtiden ses. En af pigerne holder en cool stil. Med lange tætsiddende netstrømper og fine, små hvide blonde handsker, gør hun sig klar til de unge kvinders løb. Hun bliver nummer to i sit heat, hvor hun kommer ind efter en langbenet slank pige uden hverken sokker eller sko – modsætningerne ses tydeligt i den ubarmhjertige konkurrence om at nå over stregen. 

Over alt i Caribien mærker man denne seriøsitet omkring hundredemeterløbet. De store stjerner pryder alle forsider på aviserne i Caribien. I denne her tid, hvor bland andre Usain Bolt og Shelly–Ann Fraser, som jo har hjemme i Caribien, skyder frem og sætter helt nye standarter for løb – så vokser græsset overalt i det små. De nye friske kræfter kæmper for at blive de næste til at betræde verdensscenen.

Caribien er en stort område med et utal af øer, som har hvert sit at byde på. Jamaica, Martinique, Costa Rica, Granada og Trinidad og Tobago for bare at nævne nogle. 

De hvide smukke sandstrande, med det fineste puddersand og turkis blåt vand med fisk og palmer er blot en lille del af det store mangfoldige billede som den caribiske øgruppe byder på. 

Man spiser godt. Frisk, let og interessant. Man må for eksempel ikke lade sig snyde for de enestående brødfrugter! Her er man som regel nødt til at opsøge de lokale køkkener, for at få muligheden for at smage. 

Brødfrugt stammer oprindeligt fra Sundaøerne i det Indiske Ocean, hvorfra det er kommet videre til Polynesien. Brødfrugttræet kendes nemt ved sin kolossale størrelse og med de store stedsegrønne blade. Overalt på træet ses de store brødfrugter som let har samme omkreds som en håndbold. 

Brødfrugt er en virkelig skøn spise. Den bliver ofte ristet/bagt direkte i bålet med skind og det hele. Når den så er mør ligesom en bagekartoffel, tages den ud og skindet som er blevet bagt helt stort fjernes hvorefter det kridhvide saftige kød kan spises med salt, limesaft og lidt chili. Det er yderst delikat! 

Men det spændende ved brødfrugten stopper ikke her. For hvem har ikke læst historien om Kaptajn William Bligh og det gode skib Bounty der får stillet opgaven, fra plantageejeren Georg den 3., om at sejle sunde brødfrugttræer fra Tahiti til det Britiske Vestindien. Efter næsten 2 års sejlads på åbent hav, når skibet i april 1789 frem til Tahiti. De godt 1015 unge og sunde brødfrugttræer spillede en stor rolle i det klassiske mytteri, som udspillede sig da besætningen opdagede at planterne ville blive forfordelt med blandt andet ferskvand. Derved begyndte hele oprøret som vi kun alt for godt kender, hvor Kaptajn Bligh er blevet skildret som en usympatisk kaptajn i utalige bøger og film. 

Nu begynder de tunge dance hall-rytmer at fylde luften på stadium. Stemningen bliver mere og mere pakket. Unge drenge med smarte solbriller stiller op lags løbebanen. En række af de yngste løbere står klar til skuddet. Det er nu det begynder. 

De Røde, gule og grønne farver har massiv dominans overalt og ikonet Bob Marley ses i stort og småt. 

Skuddet smælder fra en atletik-revolver. Pulsen stiger, folk råber, hopper og danser mens løberne skyder som pile igennem græsset. De løber for fremtiden, for livet og for den store verden. Alt og intet er på spil.

Man spiser Calaoo, en tyk grød af grøntsager og skønne grønne blade. Grillet kylling i fed frituredej må man heller ikke gå uden om. Ged er også en højt elsket spise – især stuvet i karry og den herlige krydderblanding ’Jerk’ som bliver gnedet ind i kødet hvorefter det marinere inden det grilles hårdt. 

Ris og bønner er fast tilbehør, kogt og pillede madbananer, yam og sødekartolfer er obligatorisk som ledsager til et hvert måltid. 

’Mahi Mahi’ eller guldmakrellen som den hedder på dansk bliver kæmpe stor. Det er en himmelsk fisk for de fleste rejsende i disse egne og noget af en drøm for de fleste lystfiskere. Når en guldmakrel lige bliver hevet op af havet har den de smukkeste nærmest selvlysende farver, der på meget få sekunder forsvinder som dug for solen. ’Wahuu’ er en anden caribisk fisk. En kolossal fætter, der med sine tænder og en slags torpedo-formet udseende indbyder til kamp for fiskerne. Begge fisk har det fineste kød, der nemt spises rå marineret med lime saft, solmodne tomater og ’sarron benny’, som er en lille krydderurt der mindre meget i smagen som koriander, men er knap så stærk. 

Vi spiser mango her, de saftigste, søde og intenst smagene mangofrugter, som driver af så meget af saft, at man sidder tilbage med ansigtet fyldt med det mest herlige klister, som sender en helt ind i det inderste sind, hvor man har alle sine drømme om sol, varme og ja, om at spise endnu flere af disse magiske frugter. 

Det her er alvor. Hver skole, hver område har deres unge stærke og toptrænede atleter. De kommer i skindene nylon dragter. Nogle med fine moderne løbesko, andre kun iført shorts, skolens T-shirt og helt uden noget på fødderne – men det ligesom om at det er lige meget. De er her for at deltage og ja, måske vinde i kampen om de magiske 100 meter. 

Man ser det tydeligt i deres måde de bevæger sig forbi tilskuerne som står langs banen og spiser, snakker og lytter til rytmerne fra de kolossale sorte højtalere som er opstillet et hvert hjørne. Sådan er det overalt i Caribien. Det er sammenhold, det er vigtigt og det er hamrende alvor. Halvvejs ned af løbebanen rettes ryggen, de skyder hoften let frem og rænker sig, de er som en bil på vej mod deres mål. 

Oprindeligt blev muskat planterne smuglet til Mauritius og monopolet fra de sagnomspundne krydderiøer ’Molukkerne’ blev brudt, hvilket ledte til at Grenada med tiden blev til verdens vigtigste muskat-ø, med en kolossal produktion af de herlige krydrede velduftende nødder. Sågar i Grenadas flag indgår muskatnødden som en grafisk tegning sammen med den gule, grønne og røde farve. Langs de stejle vulkanske bjergveje, møder man hele tiden muskattræerne med deres fine frugter – hvis man altså er der i sæsonen. De er smukke! På størrelse med en stor sveskeblomme, med gult frugtkød yderst. Visse steder, helt lokalt, bruges frugtkødet til saft. Inde under kødet sidder så muskatnødden med et fint, lidt vokset net omkring, som kendes under navnet muskatblomme. Under det rødlige net, sidder så skallen som man knækker og som ikke bruges i køkkenet. Derefter fjernes den føromtalte muskatblomme, som tørres separat på måtter eller fade. I frisk form er muskatblommen knald rød men bliver med tiden dyb gul. Men det er nødden som er selve guldet. De vaskes og tørres derefter i et par måneder, hvor de undervejs vendes. Til sidst poleres de og sendes derefter hele verden rundt. Muskatnød er yderst velegnet i både det salte og det søde køkken og er en almindelig råvare i mange retter og marinader over alt i Caribien. 

Smagen er på en gang både sød, bitter og tung. Bruger man muskatnøden med varsomhed og man kan løfte mange retter - men den kan også blive totalt overdøvende. 

En mand på 195 cm spurter hen over den rårøde gummibane, han er iført knaldgult og lysegrønt tætsiddende sportstøj. Manden løfter den højre arm i vejret med en tydelig pegefinger strittende mod himmelen og himmeriget. 

Manden er Usain Bolt. Verdens hurtigste mand. Født på Jamacia i byen Trelawny den 21. august 1986. 


Det ham de alle sammen vil ligne. Det ham som de vil slå, og det hans eventyr de her på øerne igennem hele Caribien løber for at opnå. Det er det umulige. At komme under de uopnåelige 9 sekunder og 58 hundrededele og ind i paradis. 

Drengene spurter i dundrende fart forbi mig og ned til målstregen, de kaster sig ind over den, de tumler rundt, kigger op. Jeg ser deres ansigter, der er lyn i deres øjne hos både vindere og tabere. Mit spørgsmål er: ”Is it the food?” 

Ja helt ærligt, det er det! Med alt det sunde, gode, velsmagende og rige udbud de har fra havet, fra træerne og fra den lange og solide madkulturhistorie de alle bærer rundt på her. Ja det er maden som får folk fra Caribien til at løbe de MAGISKE 100 meter, som igen andre gør det. 

Venner – tag ud og smag det selv!