Efter 11 timers kørsel – hvoraf syv af dem foregik i de Blå Bjerge her på Jamaica – sad vi nu i bilen og drønede ned ad det sidste bjerg i den kulsorte nat. Her kører de som vilde sørøvere, ofte uden lys og absolut uden hensyn. De suser rundt i hjørnerne i deres "racerbiler", og man undgår kun med nød og næppe både dem og de tusindvis af huller i vejene. (Jer, der kender Zambia, ved, hvad jeg mener!)

Til sidst må vi erkende, at det er dumt at forsøge at finde vej i mørket uden kort. Vi må vende om flere gange. Men pludselig holder en politibil – en firehjulstrækker. Kogemanden kører op ved siden af den i den modsatte vejbane, og politimanden kigger lidt mistænksomt på mig. Jeg forklarer, at vi er faret vild, og at vi lige har kørt igennem de Blå Bjerge ad den gamle vej. Han smiler og siger, at hvis jeg giver ham og hans kollega to kolde Red Stripe (øl), vil de gerne eskortere os til vores overnatningssted. Sagt og gjort – vi triller af sted med politiet i front og kogemandens bil med hele familien bagefter.

Politimanden sætter tempoet op ad de små, snoede veje, så min Toyota flere gange skrider ud. Min kone og datter skriger højt. Men vi kommer frem – og efter kram og kolde øl falder vi i søvn med verdens bedste kaffebønner under hovedpuden.

Nu sidder vi og spiser hummer i kokos og chili sammen med en pensioneret amerikansk marinesoldat langs den vestlige kyst af Jamaica. Vi er omgivet af kammerater, farver, dufte – vi er på øen, der har sit eget bobslædehold, har opfundet ragga, og hvor verdens hurtigste mand bor. Jamaica – mellem ackee-frugter, skaldyr og jerk. Her, hvor sørøverflaget blev opfundet, og hvor "vild mad" er helt normalt. Her blandt papegøjer og fed musik findes måske Caribiens smukkeste køkken.

De farvestrålende snørebånd er blevet strammet. En dobbelt sløjfe slutter i den skarpe eftermiddagssol. Spændingen er til at tage og føle på ved det lille lokale stadion, hvor fremtidens 100-meter-stjerner er samlet.

Familier og venner sludrer og griner ved grillboderne, hvor der sælges kylling, stegte madbananer, kolde rørsukkerøl og søde tamarindvingummier, der smelter i den bagende sol.

De unge løbere står helt stille ved den kridtede græsbane. Alvoren lyser ud af deres øjne. En af pigerne skiller sig ud med sin cool stil – lange, tætsiddende netstrømper og små, fine blondehandsker. Hun bliver nummer to i sit heat – slået af en langbenet pige uden sko eller sokker. Modsætningerne er tydelige i denne ubarmhjertige kamp om at nå først over stregen.

I hele Caribien mærker man, hvor seriøst 100-meterløbet tages. De store stjerner pryder aviserne. Usain Bolt og Shelly-Ann Fraser – begge fra Jamaica – har sat nye standarder. Og overalt spirer nye håb frem.

Jamaica, Martinique, Costa Rica, Grenada, Trinidad og Tobago – bare for at nævne nogle – er alle en del af denne levende region.

De hvide sandstrande og det turkisblå vand er kun en lille del af det store billede. Maden er et kapitel for sig. Frisk, let, spændende. Brødfrugten – en sand delikatesse – skal opleves lokalt.

Brødfrugt kommer oprindeligt fra Sundaøerne i Det Indiske Ocean, men blev siden bragt til Polynesien og derfra videre til Caribien. Træet er kolossalt, og frugterne store som håndbolde. De ristes ofte hele i bål, og når de er møre som en bagekartoffel, skæres skindet af. Det kridhvide kød serveres med salt, lime og chili. Simpelt og helt vidunderligt.

Historien om brødfrugtens rejse er dramatisk. Kaptajn William Bligh og skibet Bounty blev sendt til Tahiti for at hente sunde brødfrugttræer til Det Britiske Vestindien. Over 1000 planter kom med – men på hjemrejsen opstod det berømte mytteri, da besætningen fandt ud af, at planterne fik ferskvand på bekostning af mandskabet. Resten er historie, fortalt i utallige bøger og film.

På stadion spiller tunge dancehall-rytmer. Stemningen stiger. Unge drenge med smarte solbriller samler sig omkring løbebanen. De yngste løbere står klar. Det er nu, det sker.

Farverne rød, gul og grøn dominerer. Bob Marley er overalt.

Startskuddet smælder. Folk råber, hopper, danser – og løberne flyver som pile hen over græsset. De løber for fremtiden, for livet, for drømmen. Alt og intet er på spil.

Vi spiser callaloo – en grød af grøntsager og grønne blade. Grillet kylling i fed friture er også et must. Ged er populært – især stuvet i karry og krydret med jerk, der gnides ind i kødet, som marineres og grilles hårdt.

Ris og bønner er standardtilbehør. Dertil kommer kogte madbananer, yam og søde kartofler.

Mahi Mahi – eller guldmakrel – er en drøm for lystfiskere. Nyligt fanget har den næsten selvlysende farver, som hurtigt forsvinder. Wahoo er en anden caribisk fisk – stor, tandet og kampklar. Begge har fint kød og kan nydes rå, marineret i limesaft med tomater og shado beni, en krydderurt der minder om koriander, men er mildere.

Og så er der mango – søde, saftige, intenst smagende mangoer, der drypper saft ned ad hænder og kinder. Man sidder tilbage med ansigtet fuldt af klistret sødme og en følelse af ren lykke.

Her i Caribien tager hver skole, hvert område deres unge atleter alvorligt. De kommer i skinnende nylondragter, nogle med de nyeste løbesko – andre i bare tæer og en T-shirt. Men det er ligegyldigt. De er her for at kæmpe. For at vinde. For at løbe de magiske 100 meter.

Man kan se det i deres bevægelser, i blikket, i koncentrationen. Musikken pumper. Tilskuerne spiser, snakker og hepper. Løberne gør sig klar. Halvvejs nede ad banen rettes ryggen, hoften skyder frem. De er som biler i starten af et racerløb.

Og midt i alt det – muskatnød. Oprindeligt fra de sagnomspundne Molukker, men senere smuglet til Mauritius. Grenada blev med tiden verdens førende muskatproducent. Selv i landets flag er muskatnødden afbildet. Langs bjergvejene vokser muskattræerne med deres smukke frugter – som en stor sveskeblomme med gult frugtkød. Inde i sidder den rødorange muskatblomme, som tørres separat, og selve nødden, som vaskes, tørres og poleres, før den sendes ud i verden.

Smagen? Sød, bitter og tung på samme tid. Bruges med måde, løfter den enhver ret.

Pludselig spurter en mand på 195 cm hen over den røde løbebane. Iført stramt sportstøj i gult og grønt – Jamaica. Han løfter højre arm og peger mod himlen.

Det er Usain Bolt – verdens hurtigste mand. Født i Trelawny, Jamaica, den 21. august 1986.

Det er ham, de alle vil ligne. Det er ham, de vil slå. Og det er for ham – og den drøm – at de løber. At komme under 9,58 sekunder. At nå paradis.

Drengene farer forbi mig, kaster sig over målstregen, tumler rundt. Jeg ser deres ansigter. Lyn i øjnene – både hos vinderne og taberne.

Og jeg spørger: "Is it the food?"

Ja – helt ærligt. Det er det. Med alt det friske, sunde, velsmagende og historisk rige, de har fra havet, fra træerne og deres kulturarv… ja, så er det maden, der får folk fra Caribien til at løbe de magiske 100 meter som ingen andre.

Venner – tag af sted. Smag det selv.