“Christian Dior

kyssede brombærrene

for os andre”

Hvad er det egentlig med de der brombær? Busken er ikke særlig køn – jo, måske de hvide blomster gør noget for den. Men ellers er den tjørnet, massiv og kedelig, og virker slet ikke imødekommende som f.eks. en kornblomst eller en bonderose. Lidt som tiden efter krigen: tight, stram, lukket og for Guds skyld… slet, slet ikke legende.

Der findes op imod 100 forskellige slags brombær i Danmark. De ser alle vidt forskellige ud og har hver deres smag. De vokser i nåleskov, løvskov, skovbryn, hegn, krat og overdrev. Bærrene plukkes fra juli til oktober, hvor august og september er højsæson for pluk-selv-folket.

Men hvis vi først starter med at kigge tilbage på haute couturen i Paris, fra tiden lige efter krigen... Ja, da var moden helt uden det store liv eller frås – lidt som en brombærbusk. Men så, med ét, kom Christian Dior med sin eksplosive stil, frås med materialer, en legende streg og udfoldelse af kroppen, som ikke var set i årtier. Moden blev vild og legesyg igen. Byernes by vågnede og blev præget af dette i årtier derefter.

Sådan er det også med brombærbusken. Den starter lukket og kedelig, uden de store udsving i melodien. Men så kommer blomsterne – dermed sommerfuglene og bierne. Brombærbusken får lidt mere sving og er på vej ud af sit mørke… Og så, pludselig, en sensommerdag eller -aften, så er de der: de mørke, vilde bær. Ikke bare én eller to – nej, fuldstændig overvældende mange bær synes busken at bringe til verden. Som da Christian Dior fremviste sin første kollektion – en overdådighed af materialer og bevægelse i alle hans værker.

Man bliver helt lamslået over deres duft, farve og størrelse. Og ja, smagen – ja, smagen er så vidunderlig. Den får hele familier til at stoppe op – herude på Amager Fælled og mange tusinde andre steder i hele landet. De gør det på vej hjem fra skolen, arbejdet, med hinanden, eller de tager simpelthen direkte ud, kun for at plukke brombær.

Vi elsker at plukke brombær. Kender du det? At du står godt presset ind i brombærbusken, måske endda kommet lidt for langt ind, så tjørnene stikker og river flere steder. Men der er altid den dér drøm om at finde det største, sødeste og mest mørke bær. Det mærkelige er, at man hele tiden erkender, at nu har man fundet det – men i samme øjeblik bærrene er spist, så fortsætter dramaet igen.

Fra gammel tid brugte man brombær og deres blade mod infektioner i munden og som en kur mod diarré. Det skyldes, at brombærbladene er rige på garvestoffer.

Brombærfingre – sådan lidt sjaskede til, saften som driver ned ad fingrene og sladrer til alle og enhver, at man har skamspist af bærrene igen. Det kan godt føles klistret… arrgh… fedtet, snasket. Men hey! Det er en del af brombærhøsten.

“Nogle fastfoodkæder har ligefrem i årtier brugt tusinder – måske millioner – af dollars på at analysere, hvordan en burger, der bliver spist, føles rigtig. Resultatet er, at den faktisk skal snaske og dryppe lidt, ellers opfatter vi den ikke som en rigtig burger.”
Måske har de virksomheder bare været på brombærhøst – og fundet formlen på nydelse dér.

Personligt glæder jeg mig altid til denne årstid, hvor bærrene står i fuldt flor. At plukke en krukke, for derefter at istandgøre dem: Tag gyldent rørsukker, en stang vanilje – ja, den fede slags, den som koster knaster og kommer helt derudefra, hvor Stillehavet ligger. Flæk den, skrab kornene ud, og bland så sukker, vanilje og vand sammen i en lille gryde. Bring det i kog og lad det simre ved sagte varme.

Vip bærrene i, når sukkeret har gjort vandet lidt tykkere. Tilsæt nu lidt friskpresset citron, og lad det hele boble – gerne så bærrene bliver let møre, og væsken i gryden bliver tyk – men heller ikke for længe, for vi ønsker ikke at koge friskheden helt ud af bærrene. Fjern gryden fra varmen og køl ned.

Spis brombærkompotten på ristet brød – eller i en skål med store, fede, tunge klatter af drænet yoghurt. Dryp med honning, friske brombær og håndknuste makroner.

Brombær er, ligesom Christian Dior, en gave til menneskeheden.
Fra lille busk med tjørne til et tag-selv-bord af muligheder.
Kom – lad os plukke dem, svøbe os i dem og lade brombærrene blive vores lands haute couture.

Nikolaj Kirk
Fritænker