PROP BØRN I GRYDERNE, MED GRØN KÆMPE FOND

Vi skal have uddannet vores børn til at tænke lokalt igennem mad, for at forankre et bedre verdens billede.

Børn har brug for mange timer i køkkenet, fra de er helt små, ellers lærer de ikke tidsnok at tilberede deres måltider selv, både med omtanke og idelyst.

Alle børn bør gennemgå en årelang rejse i den kulinariske verden, for at få indprentet vigtigheden af hjemmelavet mad i deres hjerne.
De skal igennem de basale opgaver, som et værkstedskøkken kræver.
De skal lære om råvarer, køkkenteknikker og hensyn til det de handler ind.

Vi skal have skabt en grøn økologisk fond, som gennem et stærkt mandat sætter retningslinier for børnenes madglæde.

Vi skal simpelthen have omlagt landbrugsstøtten og proppet den sjat af midlerne ind i læring om råvarer og smag igennem børnene.

Alle børn skal igennem opvæksten møde historien om danske råvarer, danske måltider og retter som igennem tiden er blevet opsamlet fra resten af verden.

Vi skal have gentænkt børnenes møde med køkkenet.

Hvis vi begynder sådan en rejse, så vil den næste generation begynde at handle helt anderledes og igennem deres viden, glæde og forståelse langsomt, men sikkert lægge pres på produktionen om at skabe lokale og økologiske råvarer, som vil medføre et helt andet aftryk på kloden.

Fjern noget af landbrugsstøtten, prop det i en grøn børnefond.
Lad børnene komme til orde gennem maden.
Lær dem om økologi og om mindre landbrug, som er stærkt forankret i lokalsamfundene.
Vis dem teknikkerne og tankerne bag et årstidskøkken.

Vi skal have stoppet fast food helvedet og ligegyldige råvarer fra den anden side af kloden. 

Det ikke bare en hippie tanke, at investere i vores børn. Det er både fremadskuende og vil være med til, at endnu flere landbrug vil begynde at skabe håndholdte produkter.

Danmark kan rejse sig som et madland, der både spiser godt og tænker over, hvad de kommer i indkøbskurven.

Vi skal have vores børn med. De skal på oplevelsesture helt derud, hvor grisene stikker trynen i mudderet. De skal på havet og møde de små både. De skal se forskellen på landbrug og vild natur. De skal kende årstiderne og de skal spise masser af grøntsager og meget mindre kød.
Der er snart valg. Vores politikere er dem som skaber fremtiden. En fremtid som vi i øjeblikket, på dette område, hører meget lidt om.
For hvad vil de? Skabe mere af det samme? Sælge litervis af energidrikke og søde æbler fra Peru eller stoppe op og gentænke livet i Danmark?

Hvorfor tager vi ikke vores børn i hånden giver dem et gastronomisk kram og løfter dem op i et land uden høje bjerge ?

Vi kan og bør gøre det bedre!

Nikolaj Kirk – fritænker