Tuvan folkene blev delt ved magt, nu er familier splittet

Isen knager og brager voldsomt under 4-hjulstrækkeren en 3 tons tung blik kasse. Ja man kan tydeligt høre det, den skarpe knasende lyd. Jomfruelige iskrystaller, bliver knust mellem dækkenes knaldhårde frosne gummi og kerneisen på søen.
Mine tanker rettes hurtigt imod de 12 meter vand, som befinder sig under os og selve iskappen.
bryder 4-hjulstrækkeren sammen her, hvad så ? Skal man prøve at smadre sin albue ind i vinduet ? Og så håbe på at komme ud ad den vej, imens metaldåsen synker længere og længere ned mod søens bund. Døren bliver ihvertfald umulig at åbne op. Da vandtrykket bliver for kraftigt, så det er nok albue vejen…
Det knaser højlydt nu, sorte revner i isen, ud fra kysten af søen, strækker de sig langt over imod den anden side af bredden. Der er mange revner nu, i den lille bugt vi er ved at passere. Det ligner mest af alt et Zebra skind længere fremme, tykke hvide striber af sne og is, og så et hav at smallere sorte striber over alt, egentligt ret smukt. Men ikke hyggeligt når man ruller i en gummi vogn af jern.
Bilen stopper pludselig og den knasende lyd bliver med et statisk …. Birgir min fixer og ven i Mongoliet, åbner den store metal dør og går forsigtigt ud på Zebra skindet.

Vi startede tidligt i Ulaanbata, Mongoliets hovedstad, en tidlig morgen landede vi med jernfuglen, den gled perfekt ned på asfalten og trillede hele vejen ned at landingsbanen. Her mødtes vi med Birgir, imens fotografen Søren og jeg drak en lidt ligegyldig kop kaffe, sammen i lufthavnens café. Birgir var pivfrisk og klar på turen, Søren og jeg lignede nok mest af alt, to druknede mus efter den lange flyvetur. 

Men afsted skulle vi, ingen tid til stop og derfor valgte Birgir også at køre straks afsted imod vores mål, rensdyrfolkene i nord, helt oppe ved den russiske grænse.
Hele den første dag gik med den ene efter den anden sandstorm, det var komplet umuligt at se vejens forløb eller modkørende trafik. Heldigvis støder man ikke ofte på myldretids trafik, når man passerer Mongoliet…..

Vi er godt midt oppe af Khuvsgul søen, der på dette tidspunkt af året stadigvæk er frossen men langsomt er ved at tø nede fra bunden, hvad der samtidig gør den vanskelig at benytte nu. Men vinteren igennem bruges den som vejbane for transport af folk og gods, da man kan skyde en højere fart, hen over søen end ved at køre af de små grus stier rundt om, hvor man hele tiden skal stoppe op og fjerne genstande som ikke kan passeres.
Men der er revner, store tykke revner, godt en håndslængde dybe og de går tværs over søen på dette tidspunkt af året. Birgir kigger nervøst, han ryster lidt og hans krop virker rastløs, han tripper lidt frem og tilbage, ryster på hovedet og siger så langt om længe …. Ok vi racer over de første 7 revner foran, det går lige derefter tordner vi direkte mod land og forsætter derinde. Khuvsgul søen virker for usikker og vi har slet ikke tid til at skulle smadre vores albuer imod vinduerne for at komme ud hvis bilen synker.

Vi på vej op mod Tuvan folket, rensdyr folkene i Nord. Det er sidst på vinteren og foråret nærmer sig. Tuvan stammen lever ved grænsen til Rusland og blev i 1950 delt på begge sider af grænsen, så nogle grupper nu lever i Mongoliet imens andre lever på den russiske side.
Der er godt nok en zone med ingenmandsland imellem, men her gives der ikke tilladelse til Tuvan folkene at opholde sig, og de bliver enten skudt efter, eller forsvinder helt hvis de bliver fanget i denne zone.

I sin tid fik de en måned til at beslutte hvilken side de ville leve på, og fra den tid af, har familier været opdelt på hver sin side af et stærkt beskyttet område på den russiske side.
Familier havde ikke længere mulighed for at leve sammen og mange sjæle blev revet itu.
Ude for den stærkt vindblæste Renchinlkhumbe by, der ligger langt fra lands lov og ret og virker som et meget indefrosset sted, ligger Tsagaan-Nuur ”grænsekontrollen”. Det er her, at vi skal have godkendt vores tilladelse, for overhovedet at må besøge Tuvan folkene og bevæge os rundt i området, imellem Mongoliet og Rusland. Papirerne er vigtige, fordi hvis vi bliver stoppet af russiske styrker, kommer vi forhåbentlig ikke til at blive fragtet dybt ind i Rusland, eller et andet skummelt sted, for slet ikke at tænke på det der kunne være værre…
Tsagaan fæstningen er ikke som sådan hyggelig. Et stort militær hegn skærmer bygningerne bagved, og flere steder knejser vagttårne op med maskingeværer alle steder.
De er ikke vilde med kamerarer her. Plakater på både engelsk, russisk og mongolsk viser tydeligt, at ingen billeder må tages af Tsagaan.
Vi har ikke adgang til kontoret, som ligger bag ved hegnet, så derfor må Birgir forlade os og tage forhandlingerne, imens vi venter og afleverer vores danske rødbedepas.
Tuvan folket lever udelukkende af og med deres rensdyr. De modtager et mindre beløb fra staten, men det er så lidt at det nærmest er ligegyldigt.
De er på alle måder deres egne i det her kæmpe land, og de taler Tuvan, som er deres lokale sprog. De er et stammefolk som lever i og med naturen. Om sommeren højt oppe i bjergene, men om vinteren lever de nede i dalene, på plateauer – det er her vi skal forsøge at finde dem

DEN STORE VANDRING
Hun hælder den indsamlede puddersne ned i smelteskålen, som mest af alt ligner en gammel jern balje, der blev krøllet ved fødslen og har haft et langt og sejt liv. Den er dog stadigvæk i brug, selv om den nok for længst burde have haft fri og været gået på jernbaljernes pension.

Naran hedder hun, den voksne datter i familien, som aldrig rigtig kom væk, men som stadigvæk drømmer om et liv inde i en af byerne. Hendes baby er ikke ret gammel, måske 6, måske 7 måneder. Så hun har rigeligt at se til med den lille. Og, så er det også hende som hver eneste morgen samler sne ind til familiens forbrug. Frisk sne, der skal bruges til drikkevand, til mad og til at vaske sig i. Det er faktisk kolossale mængder af sne som bliver smeltet om, for bare at holde denne lille ”hytte” i gang.


Men, det er ikke bare arbejdet med at vade ud, traske igennem snebunkerne, for så at finde den helt rene sne, der er hendes. Det er også Naran, der passer babyen alene. Manden arbejder langt væk, ellers så han ikke fremtiden i livet som Tuvan (rensdyrmand), i en tid hvor udviklingen også rykker tættere og tættere på denne del af verden. Naran bor sammen med hendes forældre, de er gamle, rynkede og smilende. Det er hende som laver maden, koger teen og sørger for hjemmet. Hun er lille og har et skarpt blik, lidt kærligt, men også arret af naturens barske forhold, her på kanten af verden. Håret er glat, knald sort og uden nogen form for krøller, bare glat helt glat.
Vi har for længst passeret den frosne Khuvsgul sø. Et sandt mareridt, da søens iskappe er begyndt at smelte, og vi derfor må skifte lidt rundt imellem kørsel på isen, og kørsel af ”vejene” langs søen.
Nå ,men nu er vi her. Et noget andet landskab, stejle bjerge med vinkelrette sider. Sneen er faldet, men klipper og sten stritter stadigvæk frem. Det er et lidt nådesløst landskab, koldt, råt og gråt.
Tusindvis af nåletræer pryder skrænterne og står som sorte dominobrikker over alt, som et signal om livets barske realitet, her på grænsen imod Rusland.

Vi faktisk lige ved at passere yak oksefolkene. De er i gang med deres årlige vandring fra vinter bopladserne, mod sommer områderne længere vest på. Det er små korte folk, krøllede i ansigterne, med korte arme og ben, og pakket ind i uldtøj, lag på lag. Der er ikke mange smil at hente, og fair nok, arbejdet med at flytte dyrene; ”yakokserne, får, heste og køer”, går over en to måneder lang periode, hvor de stille men sejt arbejder sig igennem det ufremkommelige landskab. De kommer helt ude fra dalene ved Khuvsgul søen, og vil nu over de næste par uger, arbejde sig igennem bjerg passagerne.
Jeg kigger på min ånde, som dugger på ruden. Der er koldt herinde i jerndåsen, fugtigt og alt er klamt. Bare der dog var tør luft. Kulde er en ting, det kan man arbejde med, men kulde og fugt, uha det altid en helt anden historie. Min ånde breder sig på ruden, den danner et landskab.

Jeg ser bjergene, gyldne ørne, som trækker med højt oppe, folkene og deres dyr, Yakokserne. De er på vandring, ja vandring, den store vandring. I tusindvis af dyr og folk vandrer, de gør det ikke som på caminoen med selvlysende tøj og små kulfiber stave. Nej, de vandrer af en eneste grund – overlevelse. De vandrer for at flytte dyrene og komme videre imod nye højder.
Det en barsk rejse de foretager nu. Alt hvad de ejer, Gher telte, gryder, pander, soveredskaber, skamler og senge. Alt er blevet pillet ned.

Det er yakokserne som slæber udstyret efter sig. Egentligt et ret smart system. To store træstammer er bundet efter dyret på hver sin side som et pulk system, her på surres ejendelene. Yakken er måske ikke den hurtigste, men den er som et damplokomotiv, steady og en sejlivet arbejdsmaskine, som æder sig igennem landskabet meter for meter. Hestevogn her, glem det. Landskabet er ikke til det. Nej, okserne klarer arbejdet igennem bjerg passene og i alt slags vejr.
Det er to måneder i streg, hvor de fragter dyrene, udstyret og dem selv. De sover i guds jammerlige små bivuakker og indtager ikke andet end tørret kød, varm mælk med te, og nudler med mere mælk. Ikke ligefrem en kost vi kender fra dagens Danmark.
I duggen på ruden, ser jeg en familie med hundrede, måske to hundrede yakokser, en håndfuld køer, to store flokke med får. De går igennem kulden, sneen og det hjerteløse landskab. Jeg tænker, hvis jeg en dag skal vandre, så er det her. Ja, jeg vil opleve den store kreatur vandring, følge dem igennem de to måneder, det tager at passere igennem bjergene, for derefter at finde Naninja
Min åndes dug forsvinder igen, ruden virker ren og klar. Det er nok varmen i bilen som har fået bugt, på den. Vi er for længst langt borte fra folkene på vandring. Lyset er væk og mørket komme snigende. Birgir kigger nervøst tilbage, han mumler noget, noget om at han håber, vi snart finder Tuvan folkene, for ellers bliver det en nat i jerndåsen, med temperaturer på ned under minus 20….

AT BLIVE PUTTET SOM VOKSEN
Ganbaa sidder på ryggen af rensdyret, han er iført sin del. Farven er mørkegrøn, sådan en dyb tung grøn farve. Delen er smuk, ærmerne er lange, så lange at man kan trække hænderne helt ind i varmen. Et typisk design jeg kender fra andre steder i Mongoliet. Lange ærmer, der fungerer som beskyttelse imod kulden. Lukningerne omkring halsen er med fine små snører, både vandret og på begge sider af kraven. Det fortæller noget om, at her kan det blive koldt, hamrende koldt. Alt skal kunne lukkes, og her i den lange vinter, går man ikke en lille café tur iført mode rigtigt nylon tøj. Nej, Ganbaa og de andre klæder sig med lag af uld, uld og mere uld.
Om livet bærer han et farve strålende silke bælte. Ganbaa bærer altid orange, stærk klar orange. Han er sej som han sidder der på rensdyret, iført hans grønne del, orange bælte og så hans flade sorte hat.

Langsomt men sikkert vandrer rensdyret derud af, imellem tynde grantræer, spidse klippestykker og sprækker. Dens tændstik tynde ben, danser let som en balletdanser imellem undergrunden, som skridt for skridt virker åndeløs.
Han er sej, Gandaa. En lille mand, men med et blik, som fortæller om livet blandt dyrene her i højlandet. Han er smilende, stille og varm Han larmer nok mest når han drikker Suutei the. Især om morgenen, har jeg lagt mærke til at han slubrer.
Vi sidder bare der, inde i tipien. Det er Naran, som smelter sneen og omdanner denne til kogende vand. Her i proppes sort te sammen med masser af rensdyr mælk. Det varmes op, imens hun hele tiden løfter dele af mælke teen op med en stor øse. Naran ilter teen sådan, igen og igen. Ned med skeen, for så at løfte den højt og lade indholdet falde ned i gryden igen med et plask.
Det er denne proces, som cremer teen og gør den mere rund og mild at drikke.

Små kopper bliver fyldt med Suutei the og delt ud. Og, så sker det. Gandaa slubrer helt tydeligt, det virker som om han nyder mødet med denne varme drik, koppen og hans læber. Han slubrer igen og igen.
Vi ankom sent forleden aften til Lejren. Det var blevet mørkt, Ja kul sort. Birgir havde kørt rundt i timevis i landskabet. Højst sandsynligt i blinde, ikke mod vest, ikke mod nord, fandt vi lejren. Han var faktisk på et tidspunkt så udkørt, at ansigtet virkede helt opgivende og øjnene flakkede. Men, lige som alt håb var ude, mødte vi en af Tuvan folkene.
En ung fyr, Güyük, som var ude med to af hundene. Egentligt et rent held, for havde vi ikke stødt ind i Güyük, så havde vi nok aldrig fundet lejren den aften. Og, så var det blevet en overnatning i sardindåsen med gummihjul.

Güyük var i gang med at gå området igennem, omkring lejren. Det opdagede vi først senere, at det gør han hver aften. Det er ulve han bekymrer sig om, og hundene er med, for at afmærke territoriet. Her i grænselandet mellem Rusland og Mongoliet, løber nogle af de største ulveflokke rundt. Tuvan folket har som sådan ikke noget imod ulvene, da de er en del at naturen. Men, de er beskyttende over for deres rensdyr, og de behandler dem som familiemedlemmer. De er deres primære kilde til mad, mælk og redskaber, som bliver fremstillet af deres gevirer. Og, sidst men ikke mindst, er de deres transportmiddel.
Rensdyrene bliver hver morgen ført væk fra lejren. To af de yngre mænd følger så flokken dagen igennem, imens de spiser urter, græs og andet. Om aften driver man så dyrene tilbage omkring lejren. Det er ret vildt når 700- 800 rensdyr kommer hjem efter en lang dag i bjergene, de larmer, de skubber og mosler rundt, for så med et at falde til ro. Nogle lægger sig ned med det samme, mens andre lige går lidt rundt og slikker på træstammer, i deres søgen efter salte og mineraler.

Men, hvor der er rensdyr, er der ulve, og det ved Tuvan folkene, og derfor går Güyük rundt omkring lejren hver eneste aften. Han markerer hele vejen rundt, og hundene tisser og sender duft spor ud med ”hold jer væk ulve”.
Hundene sover ude, de er mange og de er stærke. De minder utrolig meget om de slædehunde som vi kender fra Grønland. Og, skulle der komme ulve i løbet af natten, så samler hundene sig og presser ulvene ind til Ganbaa. Güyük og de andre vågner, og kommer ud med riflerne.
Men der er ikke ulve i aften. Søren og jeg ligger os i vores tipi, som er placeret godt tyve meter fra Ganbaa`s egen.
Tipien er så høj, at man sagtens kan stå og gå rundt inde i den, og i midten af den står en lille jern brændeovn. Der er fyret godt op i den, masser af kløvede gran kævler ligger derinde og knitrer så hyggeligt. Selve sejlet omkring gran rafterne til tipien er lavet af tykt kanvas og foret med plastik presenning. Egentlig et ret simpelt system. Og, i forhold til resten af Mongoliet, der jo lever i disse Gher, hvor hele hytten er bygget over et tykt træ skelet, så er tipien hos Tuvan folkene bare nogle rafter, et sejl og en brændeovn. Nemt, let og enkelt at transportere op og ned ad bjergene, når det er tid til at flytte sig.

Vi ligger der på en knaldhård bænk, eller nogle brædder banket sammen, og oven på bænken et uldtæppe. Det føles mest af alt som at ligge direkte på en dør. Men det er skønt nok, man kan høre brændeovnen, og uden for sner det så kraftigt nu, at det lyder som regn på tipien. Her ligger vi så, Søren og jeg, i hver vores ny indkøbte kamelulds sovepose. En kæmpe en af slagsen, foret med det fineste kameluld. Soveposen er bred og med masser af plads, i forhold til mange af de soveposer jeg ellers har brugt rundt omkring på kloden, hvor man føler man ligger spændt inde i en tarm.
Det knitrer fra ovnen, det trommer på teltet og kulden bider sig langsomt fast i ansigtet, som stikker ud. Det bliver koldt i nat, rigtig koldt, nok under minus tyve, hvis ikke mere.
Med et åbnes tipiens lille ”dør” og ind kommer Purevee, Gandaa`s kone, og hans søster Buyan
De slæber brænde ind og stopper brændeovnen så meget, at man næsten bliver bekymret for om den snart eksploderer. Jeg har i hvert fald aldrig fyldt en ovn så meget som de to damer gør.
De fniser lidt, griner og deres kinder rødmer.
De kommer over til både søren og jeg, vi kan ikke tale sammen. De taler hverken engelsk eller dansk, og ja vi hverken taler eller forstår Tuvan. Så lægger damerne store tunge uldtæpper oven på vores soveposer, lag på lag. Det er en underlig følelse, som voksent menneske, at blive puttet. De stopper tæpperne rundt, og under os, så vi er fuldstændig indpakkede. Langs fødderne presses brænde stykker ind, så tæpperne ikke løber op.
Det er tydeligt at de bekymrer sig om os, de kender kulden og ved hvor barsk den er her i nord Mongoliet, også sidst på vinteren. De er virkelig bekymret og giver vist ikke mange skumbamser for vores kamelulds soveposer, for jeg er da aldrig blevet pakket så meget ind før. 

De fniser igen og stopper så mere brænde ind i ovnen. De forlader os, og nu ligger vi så der i mørket, Søren og jeg. 
Kun lyden af sneen, som rammer kanvasen. Brændeovnen og ulvehundene, som hyler en gang imellem. Det er nat nu, kold nat, vi sover godt den nat, både Søren og jeg

DE UNGE DE VIL VÆK, HELT VÆK
Hun finder mel frem, sætter en lille skål på sengen. Sengen, der i løbet af dagen bliver omdannet til køkkenbord/arbejdsplads. Nu kommer Naran vand, salt og en lille smule tør gær i skålen, hun rører det sammen, stille og roligt, ikke noget med at piske hårdt. Naran begynder derpå at tilsætte melet, først en ordentlig portion, som bliver rørt ud, indtil der ikke er flere melklumper at se. Hun er ret sej, og det er faktisk spændene at sidde her i tipien og opleve hende arbejde. De teknikker hun bruger, minder ret meget om dem jeg selv benytter. F.eks. det med at starte dejen med at tilsætte rigtigt meget af melet i starten, for så at ælte mindre mel i lidt efter lidt.
Ja, sådan gør jeg faktisk selv, det der med at drukne den i mel fra start. Naran klapper hvedemels dejen sammen og sætter den til side.
Små fine løg, snittes, hvidløg moses og begge blandes i det hakkede grisekød. Helt almindeligt grise kød som vi har haft med. Det var Birgir, som forklarede mig, at hvis vi skulle have noget med til Tuvan folkene, så var kød noget af det bedste, for her ligger ikke lige en slagter rundt om hjørnet.

Forklaringen ligger i, at de kun slagter rensdyr ganske få gange om året. De er mere værd levende, end spist. Et rensdyr producerer mælk og bruges som transportmiddel.
Så, stegt rensdyr sker kun sjældent, på trods af at der udenfor tipien, står mindst 800 rensdyr lige nu og gumler løs. Naran gør klar til Khuushuur, en af mine favoritter fra det mongolske køkken og som er garanti for røde og varme kinder senere.
Dejen har hvilet lidt, og den deles i små klumper på størrelse med golf bolde. Hver af dem rulles så tyndt ud, til en cirkel på størrelse med en underkop. Herpå lægges kødet og det trykkes ud med fingrene, så det ligger helt faldt i den ene side af dejen. Naran folder dem sammen, så dejklump designet bliver til halvmåner, kanten ligesom drejes med et snuptag, stykke for stykke, indtil man rammer den anden ende af månen.
Det damper i tipien. Varm olie er sat over i en gryde på toppen af brændeovnen, hvor man kan fjerne et jernlåg og nu bruge hullet som et slags komfur, hvori gryden kan stå.
Olien popper lidt, nok en vanddråbe eller andet, som rammer olien. Vand og varm olie har aldrig været de bedste venner, men Naran tager det nu stille og roligt, alt imens hendes baby ligger på sengen, iført noget Elsa Disney nattøj og svøbt i et uldtæppe. Nej, her tænker man ikke så meget over Ikea dørstoppere, babyalarmer, pusleborde og andet fra, jeg kan ikke leve uden det her fra Babysam. Her er det form over funktion.
Halvmånerne, som har det elegante navn Khuushuur, lægges forsigtigt ned i olien. Det syder og bobler vildt nu, dejen skifter langsomt farve, og blive mere gylden. Den puster sig op og begynder at danne en overflade, som var det vitterligt små måner i det store univers.

Med et løfter de sig op til overfladen, en for en, og Naran kigger nøjsomt på dem. Når hun synes de har den helt rigtige farve, så tager hun sin hulske og løfter dem op. De lægges på et lille fad, en efter en, og Naran drysser dem med fint salt.
Vi sidder stille nu, tipien damper, kinderne er varme og røde, vi sveder. Mødet med de knasende, men saftige Khuushuur, virker vidunderligt. Der er rigeligt, et kæmpe bjerg.
Vi sidder alle bare stille og tygger, ingen rigtig siger noget, for hvorfor skulle man også det. Uden for er det mørkt nu, rensdyrene har lagt sig og hundene hverken hyler eller gør, så der er ro på.
Det sner igen, masser af sne. Jeg har ikke været ude og tjekke, men det behøves jeg heller ikke, for lyden af store tunge snefnug, høres på sejlet af tipien.
Puha, det er herligt, tygge tygge, mere sej dej, mere hakket kød, og så en lille slurp af mælke teen, som altid obligatorsk bliver serveret ved alle måltider.
Det er et barsk liv, her på kanten af bjergene imod Rusland. Om få uger går livet videre, så er det ved at blive for varmt her ved bunden af bjergene. Og, hele lejren med otte til ti tipier, mad depoter, ”redskabsskuret”, skal så pakkes sammen og vandringen med de 800 rensdyr begynder.
Det er tid, tid til at gå højere op igen. De flygter fra varmen, en varme som rammer rensdyrene. Det er fluer, larver og andet, de ikke bryder sig om, da rensdyrene nemt bliver angrebet af disse. Jeg så det selv en af de første dage, da Ganbaa vidste mig rensdyrskindene som de har garvet og gemt til salg, på et senere tidspunkt. så man efter på undersiden af skindet, kunne man tydeligt se store ar fra larver, som var blevet lagt i skindet af rensdyret. De larver kan bide så hårdt i huden på dyrene, at de ofte får infektioner, og det er derfor man skal væk. Man skal væk fra varmen og insekterne og hele tiden finde kulden. Godt nok er der ikke sne om sommeren på toppen af bjergene. Der er stadigvæk iskoldt morgen og aften, og et helt andet klima, end hvis de havde valgt at blive i dalene.
Men Tuvan folk, de drages imod steder, hvor kulden hersker.

Buuz er en slags dumplings, eller dej pakke, som bliver dampet. Den bliver fyldt med ristet lammekød, løg, hvidløg, samt peber. Den bedste måde at lave Buuz på, er at gøre det flere sammen. En sidder og ruller de små udskårede dejklumper ud, imens to eller tre fylder farsen i, og vipper sammen til små pakker. Der er mange forskellige måder en Buuz kan samles på. En metode er, hvor man vipper dejen hele vejen rundt med fingrene og drejer den sammen, bliver f.eks. kaldt ”bjerget”, mens en anden er ”blomsten”. Blomsten er virkelig svær og mine fingre vil ikke rigtigt, og ja det er ikke ligefrem blomster jeg får kreeret, Naran griner mildt og lavt, mens de andre også ser ud til at hygge sig over kokken fra nord, der ikke helt mestrer at lave Buuz. Så ja, jeg holder mig til bjerg designet, nok mere mig. Vippe dejen rundt om farsen og ja dreje toppen rundt til en top, let og enkelt. Det er den børnene åbenbart plejer at lave, når de er gamle nok til at være på køkken tjansen. Buuz´ne bliver stillet på et stort dampfad, det er en flad ”gryde” med masser af små huller i bunden, over det hele.  De stilles tæt, og når denne er fyldt op, så placeres den oven på en gryde med kogende vand. Her damper de så indtil de er færdige, cirka 15-18 minutter under låg.
Væsken neden under bliver fordelt i små dyppe skåle, heri fyldes masser af Buuz, lidt chili, og nydes derefter, ja virkelig nydes. Det er en konge spise og hver eneste gang man bider i en Buuz, kommer denne lille gave frem, dejligt krydret fars med toner af løg og peber. Tuvan folkene er måske stille, det er ikke dem, der råber højst i verden.
De er små og venlige, og alt andet end by smarte i en fart. De har levet i hundredvis af år på denne måde, de kender naturen, dyrene og kulden. Tid er ikke noget man tæller. Et ur, hvad skal man med det, for tid er der nok af.
Rensdyrene, har sammen med Tuvan, skabt et folk, som gennem tiden har overlevet både ulve, vinterfrost og sparsom kost. Men, selv om de fra generation til generation, har videregivet denne erfaring, viden og forståelse, så møder Tuvan folkene nu helt nye udfordringer.  De unge vil væk. Enhver ung med bare lidt energi, livslyst og eventyr trang, drømmer sig væk fra tipierne, rensdyrene og den kolde vinter. De flygter. Man kan se det i deres øjne, de keder sig og har fra ture til byerne, set et helt andet liv, muligheder, spændene dimser, lykke og varme. Om Tuvan folkene magter denne nye udfordring, tja det ved jeg faktisk ikke. Overalt på kloden bliver naturfolk ramt af dette angreb, de unge vil væk, og væk kommer de. Tilbage sidder de gamle, med alt deres erfaring og tygger på smerten, deres folk er i opløsning
Nikolaj Kirk - Smag Verden