Æbleskiver fra mikroovn 

– er noget værre skrammel.

Jeg undrer mig. Æbleskiverne er ikke længere hjemmelavede – de er fra en pose, med ding-snurre-rundt-ovn. For vi orker ikke længere at finde den gamle støbejernspande frem og støve den af for at lave æbleskiverne. Nej, nu er det helt cool med frostklumper – bare der er sukkerdrys og syltetøj. Vores yoghurter er snart så søde, at de nærmest egner sig bedre til fredags­slik. De karamelliserer i munden og sætter tydelige spor af sukkertoner i ganen.

Fiskene er fra plastikbakker, fileteret langt væk og transporteret gennem landet for at ende i køledisken. De er pakket i plastik og påsat fine etiketter – men når man bryder glasuren, stinker de af gammel fisk. Hvor er friskheden blevet af? Fine fotos og flotte ord gør det jo ikke alene. Hvor er fagfolkene, som med stolthed varetager faget og kærligheden til frisk fisk? Hvor er de?

Vi lever nu i et samfund, der er gennemsyret af fødevareprodukter, som for de fleste er noget værre skrammel. Alting handler om indpakning, slogans og lette løsninger.

Man undrer sig over, at det i dag er helt acceptabelt at stille disse frosne æblekugler på bordet for familie og venner, når nu opskriften i virkeligheden er så let og simpel: mel, æg, smør, sukker og citron – stege, stege, stege – og så dufter hjemmet af kærlighed. Vi ensretter landet, og fra tusindvis af hjem lugter der nu af den samme frosne æblekugle... Det er en slags lemminge-effekt, der effektivt har fjernet vores personlige præg på familiens mad. Smagen, duftene og indtrykkene.

For bare få år siden var det fy at servere sådanne mikroovnsbolde – i dag er det blevet normalen og helt acceptabelt. Og løber vi vores butikker igennem, så kan vi i dag se i alle kategorier, at tendensen til færdigløsninger vinder massivt indpas. Og med dette følger også industriens lyst til at proppe mere sukker, salt og andet skrammel i, uden at vi lægger mærke til det.

Vi bør stoppe denne udvikling, sætte ind og få fagfolkene tilbage. Så fisk købes hos fiskehandleren – og ikke i plastikbakker. Vi bør dufte og mærke på vores grøntsager, ja, lære dem at kende. I stedet for disse forvaskede og forsnittede udgaver, der begynder at fylde flere meter på grøntafdelingerne.

For jo mere vi begynder at tale om mad – altså den mad, vi laver i hjemmet – desto sværere bliver det for industrien at løbe om hjørner med os. Vi har en opgave: at bringe hverdagsmaden tilbage på sporet. Vi skal have gjort selv den mest mærkelige grøntsag cool. Vi skal spørge os selv, om det ikke ville være bedre at spise lidt mindre kød, men derimod økologisk – for dyrenes skyld, for naturens skyld, og fordi Danmark derved kan blive et foregangsland for resten af verden.

Hvis vi ikke stopper op nu, så vil vi i fremtiden kun finde endnu flere vanvittige produkter i kølediskene. Og det kommer til at blive så sindssygt svært at samle de generationer op, som aldrig lærte at lave hverdagsmad selv. Den mad, som bliver skabt af friske råvarer – med holdning.

Gud bevare æbleskiver.

— Nikolaj Kirk
Fritænker