"Det grønne helvede" som amazonas kærligt kaldes, er stedet hvor man møder naturen og dens paradis.

Når man for første gang kommer til den gamle gummiby Mananus, for at komme videre ud på floden og se på det hele, møder man hurtigt de sjove og smukke gamle motorbåde som ligger overalt i havnen og sejler op og ned at floden som små myre.

Amazonas er alt fra fingerstore orme, fugleedderkopper, piratfisk, mudder krabber og til simple bålretter hvor de mange ferskvandsfisk bliver grillet og spist med grød, frisk frugt og nødder, chili med mere. For en rejsende kok skal alt smages og nogle gange smager det så godt, at man ikke har lyst til at tage hjem igen!

DET ER HELT VILDT

På de flydende havnemoler i Manaus vrimler det med eksotiske råvarer, kasser af guayana, 
cumaru, guava, acerola og mange flere frugter og bær med fremmedartede 
navne. Navnene og opdagelsen af de fleste af dem stammer tilbage fra indianernes tid, hvor man udforskede regnskoven for at finde føde og naturmedicin. Går man langs havnen tidligt på dagen ser man også hurtigt et fantatisk syn at fisk og skaldyr som bliver solgt fra små boder på market.

De unge drenge fanger ofte et stort antal mudderkrabber og råber højlydt mens de vifter med varerne.

I junglen smager vi på nogle store hvide orme, der lever deres liv inde i
 en nød. Jeg kigger først skeptisk, da nødden bliver flækket og en vridende, 
helt blege orm kommer frem. Ormen er på størrelse med en lillefinger. Folk skriger omkring mig, mens jeg sætter tænderne i dyret. Herlig spise! Totalt nærende og med et frisk nøddeagtigt pust i smagen. Lidt efter kigger vi på 
fugleedderkopper. Jeg får at vide at de smager super, når de steges i bananblade over åben ild.

Piratfisk bliver her fanget med stang, lavet af en gren med en simpel line, hvorpå en krog med et stykke kød monteres. Det usædvanlige ved denne 
fisketur er, at der helst skal plaskes i vandet, sådan så hidsige små pirater tror, at der er dumpet noget levende og spiseligt ned til dem. De store røde piratfisk har
 kødfulde fileter, som marineres med chili, limesaft og palmeolie og om aftenen grillede vi dem over bålet. Mens jeg sad her ved bålet tænkte jeg over, hvorfor jeg egentlig skulle hjem igen.

Det er ikke, fordi køkkenet her i Amazonas er særlig gennemarbejdet
 eller på nogen måde avanceret. Maden bliver ofte lavet af simple råvarer såsom kylling, smurt ind i chilisauce med frisk frugt og løg til. Gerne serveret med kogte
 majskolber. Men jeg siger jer, når man sidder der om aftenen, med slanger og store tykke myrer omkring sig, et eller andet sted langs floden i totalt
mørke, kun belyst af skæret fra bålet – ja,  så smager maden simpelthen bare så godt, at man overhovedet ikke gider have nogle hvidklædte kokke vimsende rundt
omkring sig.

Jeg lægger mere brænde på bålet, tænder så en af mine Brasilianske cigarer
 med det enestående navn "Dannemann" 
og tripper i mine nyindkøbte klip-klappere ned til floden, hvor jeg nyder 
skumringens stille liv. 
Fiskene springer efter insekter i overfladen og to makak-aber skriger efter mig, mens jeg
 bare står der og nyder livet. Og ja, næste dag sidder der pluselig en stor grøn papegøje og hygger ved siden af mig. Tjaa livet ved floden er lige mig!

Cashewnødden:

Planten bliver gerne op til 20 meter høj, og går også under navnet Elefantlustræ. 
Efter den deciderede blomstring vokser frugten op og danner næsten noget som ligner en peberfrugt, hvor den halvmåne-formede nød sidder på. 
Frugten kaldes også for cashew-æblet! Og antages for at være den endelige frugt.

Når man tager ud i juglen, støder man hurtigt på alverdens dyr hvis man kigger sig lidt for.

Her ses en af de mange edderkopper som vi stødte på.

Den blev spist over bål pakket i banan blade med lime saft og stærk chili. Da den var grillet færdig, tages de to forben fra og gemmes til at bruge som tand stikker når de små edderkoppe hår sidder fast mellem tænderne.

Når vi pakker sammen og overnatter i juglen, så skal alt pakkes sammen og der skal slåes knuder på poser og sække så slanger ikke kryder der ind og gemmer sig næste dag. Her ses en lille en vi fandt i vores lejr.

Når der skal fiske efter piratfisk, foregår det ved at man banker hårdt i vandet med en gren. Altså larme utroligt meget. Det får de vilde piratfisk til at fornemme at der er noget som er faldet ned i vandet og så de klar til at hugge på. Her ses den store røde piratfisk.

Regnskoven har alt, hvis man ved hvad der er hvad. Her er det en stamme som man hugger over og så kommer der masser af vand ud lige til at drikke. Et andet sted er der små citronmyrer som man kan bruge til at vaske sig med og derved undgå betændelse.

Langs floden bor folk i små grupper. Mange af dem laver mainok - en rod som dyrkes og herefter udvandes for at få et giftstof ud af den. Efterfølgende tørres den og knuses til mel som så sigtes og igen tørres for så at sigtes endnu en gang. Endeligt har man en grynet meltype som alle spiser på deres mad til at danne base ligesom kartofler, ris og pasta. Det bliver kaldt for Farofa.

Her ses en flok mænd igang med at sigte roden.

En af de fisketyper man støder på hele tiden er en malle. Den kan blive kæmpe stor og der findes i 1000 vis af dem overalt. Jeg er ikke den store mallespiser. Jeg syntes kødet er lidt smattet og mudret. Men det klart at jeg sagtens kan spise den hvis jeg får den serveret.

Der er noget herligt ved små gade køkkener. Overalt i verden, hvor jeg kommer frem spiser jeg altid af dem. Faktisk er det ofte mere sikkert at spise på gaden hvor alle kommer og indtager den friske mad, end at gå ind på en lidt fin restaurant hvor maden ligger flere dage i køleskabet.

Her er det nogle super lækre stykker brød som bliver stegt i palme olie og serveret med lime og chili.

Folk inde fra skoven kommer ind til byen med friske nødder. De sidder så med små lommeknive og skælder dem med deres bare hænder. Her ses nolge paranødder som blev solgt i en lille pose.

Hvis du ikke har smagt friske paranødder - så kan jeg kun sige så har du ikke smagt paranødder.

De knaser på samme måde som frisk kokoskød gør det, men smagen er som noget guderne har skabt til os mennesker!

Vi har måske nok pølsevogne, men i Mananus har de derimod vogne inde i byen, som kun sægler koldt vand på flaske.

Her ses en lille fin én med masser af kunder som ønsker en flaske eller kop koldt vand.

Det store frugt- og kødmarked er spændene af tage en tur rundt i. Man skal komme tidligt på dagen for at se hvad der egentligt sker. En af de store ting på markedet i Mananus er de store flasker med syltede små friske chilier som bliver solgt i læssevis.

Jeg har købt nolge med hjem hver gang jeg har været der og jeg siger dig: de stærke som bare ind i helvede.

Sjovt nok er det ofte de gule chili som rykker mest.

Der er fisk i alle størelser og farver. Her er det en lille tyk fisk som har et sjovt øje på halen. Dens kød er kraftigt og med meget store lameller. Indtens smag af vand og skindet er sejt og ubrugeligt.

Nok er Mananus en gammel gummiby og hvor gummipalmerne i sin tid gjorde byen så utroligt rig og magtfuld indtil man pluselig også kunne dryke gummiplamer andre steder i verden. Men Mananus er også en base for rejsende som vil ud til et af verdens vidundere hvor naturen og dyrelivet bestemmer hvad der skal ske.

Aldrig har jeg smagt så mange eksotiske frugter, nødder, bær, fisk, skal- og bloddyr samt fugle og kryb som her ved verdens vildeste folk - Amazonas

det er så fantatisk at rejse og se alle de ting man aldrig har set eller hørt om før. Især fisk kan få én helt til at stå stille og måbe "hvad er nu det?"